Troels Kløvedal i Katuaq

Troels Kløvedal holder foredrag i Katuaq på lørdag den 3. september med filmklip fra sine mange rejser, men især om rejsen til Kina og de 4.000 km op af Yangtze floden

Troels Kløvedal gæster Katuaq på lørdag.

Yderligere introduktion er næsten overflødig, Troels Kløvedal, kaptajn og forfatter er kendt af de fleste i Grønland for sine betagende TV programmer, bøger og fortællinger. Den 3. september gæster den berejste kaptajn Katuaq med et nyt foredrag.

Troels Kløvedals nye foredrag bliver vist som Power Point, idet han har digitaliseret alle sine 30 film gennem de sidste 25 år. På den måde kan han vise filmklip når han fortæller om sine mange togter på de syv have med det gode skib Nordkaperen. Det levendegør fortællingerne.

Først fortæller han lidt om skibets historie, og om hvordan det hele startede i tresserne, hvor en helt anden verden lå åben end den vi kender nu.

Han fortæller om kulturer og øriger, der ligger helt derude, hvor man kun kan komme til, hvis man bygger en båd og sejler derud, Påskeøen, Tuamuto atollerne nordøst for Tahiti, og Micronesien med spændende vragdyk.

På sin tredje jordomsejling lykkedes det ham, efter mange års ihærdige forsøg, at foretage et af sit livs drømmerejser til Kina, som også er blevet en del af dansk ekspeditionshistorie. Som den første lykkes det ham, i Den Kinesiske folkerepubliks historie, og siden amerikanerne opgav deres kontrol af Yangtze-floden i 1949, at få tilladelse til at sejle 4.000 km dybt ind i Kina, helt ind bag de berømte Three Gorges, de kinesiske Grand Canyon (kløfter).

På vej op ad floden besøger Nordkaperen et af det tyvende århundredes største byggerier ”det hydroelektriske kraftværk Gexhouba Dam” som betyder: "oversvømmelser af store by- og landområder", fordi floden bliver hævet 178 m og vil tilføre Kina et enestående energipotentiale og måske kunne hindre fremtidige store oversvømmelser på Yangtze-floden, men som også gør Kina sårbar i en krig eller ved jordskælv.

Togtet startede i Hong Kong og gik derefter op ad Perlefloden til Canton, og i sit foredrag vil Troels Kløvedal fortælle om dansk søfartshistorie gennem de sidste 250 år på Kinakysten. Derefter sejlede han op ad Kinas østkyst, og her vil han især fortælle om de danske sejlskibe på Kina-farten i 1800-tallet. Det var især skibe fra Åbenrå, der besejlede den farlige kyst og mange af dem forliste. Der vil også blive fortalt om 1800-tallets største danske iværksætter, industrimanden C. F. Tietgen og Store Nordiske Telegrafselskabs kinesiske relationer, som var livsnerven i det store danske selskab.

Man kan ikke rejse i Kina uden at komme ind på landets blodige og voldsomme borgerkrigshistorie og den forfærdelige besættelse af japanerne under Anden Verdenskrig.

Powered by Labrador CMS