Dunkelfolket kommer til Nuuk

Engang for længe siden var der Thule-folket, Nordboerne, Saqqaq-folket og nu kommer Dunkelfolket så til Nuuk

Dunkelfolket fra Aalborg improviserer i Nuuk i de kommende dage. Foto: Sermersooq
Offentliggjort

Dunkelfolket er en teatergruppe fra Aalborg, der har specialiseret sig i gade og masketeater og som improviserer det meste af deres optræden på stedet. Nu kan de opleves i Nuuk i anledning af Aalborg Dagene i Nuuk, 23. til 28. august

Alle har en træmaske på og sort kostume, men ellers er der ingen ligheder medlemmerne imellem. Hver maske har individuelle karakteristika – som et ekstra stort eller småt hoved, en med gevir og nogen med lang hals. Og de ser ligeså dystre ud som deres navn ”Dunkel-folket” lyder.

Men deres hensigter er langt fra dystre, de interagere med deres omgivelser og inddrager publikum i deres teaterstykke i en gensidig skabende proces. De portrætterer forskellige sider af den menneskelige natur og bruger deres krop og maske som kommunikationsinstrument, derfor er ingen ord nødvendige for at opnå kontakt med tilskueren.

I forbindelse med Aalborg Dagene i Nuuk 2011 kommer 15 af gruppens 35 medlemmer og en musiker, og optræder i Nuuks gadebillede. De kommer også til at stå for workshops med byens børn på forskellige skoler, hvor børnene får mulighed for at optræde med maske.


Powered by Labrador CMS