Siumut får Julie Rademacher

Socialdemokraternes Folketingsmedlem Julie Rademacher skal arbejde for Siumut

Julie Rademacher vil blive siddende som folketingsmedlem indtil der udskrives valg i Danmark. Foto: Arkiv

Julie Rademacher, der er folketingsmedlem for Socialdemokraterne i Danmark, flytter til Grønland, hvor hun vil fortsætte det politiske arbejde som politisk rådgiver for Siumut.

Julie Rademacher, der også er grønlandsk, har som dansk folketingsmedlem haft et stort engagement i grønlandsk politik og fulgt udviklingen i både arktisk og grønlandsk politik de seneste år. Hun sidder i Folketingets Grønlands- og Forsvarsudvalg, der har behandlet flere sager vedrørende Grønland og Arktis.

- Det har været en svær beslutning at forlade Folketinget, men jeg glæder mig meget til at flytte til Grønland og samtidig kunne fortsætte mit politiske engagement. Jeg håber at kunne bidrage til det grønlandske samfund, hvor vi står overfor nogle store udfordringer de næste år. Det bliver ikke let, men spændende arbejde, og jeg er fyldt med håb og har mod på at tage udfordringen op hos Siumut, siger Julie rademacher i en pressemeddelelse.

Julie Rademacher kommer nu til at tiltræde en stilling som politisk rådgiver hos Siumut. Hun flyver til Nuuk snarest og begynder allerede den 15. august så småt hos Siumut på kontoret i Nuuk, men vil begynde fuld tid efter endt barsel og afsluttet folketingsarbejde i Danmark.

Powered by Labrador CMS