Talte for grønlandsk sælskind i Europa-Parlamentet

Marion Pedersen, Nordisk Råds vicepræsident, stillede sig kritisk over for EU's sælforbud på et møde i Europa-Parlamentet

Marion Pedersen: – Hvorfor indførte EU ikke specifikke restriktioner over for Canada i stedet for et totalt forbud mod import af sælskind? Fotograf Johannes Jansson/norden.org

– Hvorfor indførte EU ikke specifikke restriktioner over for Canada i stedet for et totalt forbud mod import af sælskind? spurgte Marion Pedersen under et møde mellem Nordisk Råds Præsidium og medlemmer af Europa-Parlamentets delegation for forbindelserne med Schweiz, Island og Norge og det blandede EØS-parlamentarikerudvalg (SINEEA) i Europa-Parlamentet i Bruxelles onsdag den 29. juni. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordisk Ministerråd.

Nordisk Råds vicepræsident påpegede over for EU-parlamentarikerne at grønlænderne fanger sæler på en anden måde end man gør i Canada, og at sælfangst er en vigtig del af grønlændernes levevis.

Diana Wallis, vicepræsident for Europa-Parlamentet, understregede at hun personligt mener, at man burde indføre en mærkningsordning for sælskind, men at Europa-Parlamentet er af en anden opfattelse og derfor netop har valgt at fastholde sælskindsforbuddet.

EU's sælforbud har sat en stopper for eksporten af grønlandsk sælskind til EU. Dette har haft alvorlige økonomiske konsekvenser for grønlænderne som spiser sælkød og ikke længere kan sælge skindet.

Sælforbuddet blev et tema, da Nordisk Råd mødte Diana Wallis, vicepræsident for Europa-Parlamentet, og en række EU-parlamentarikere som beskæftiger sig med relationerne til Island, Schweiz og Norge i Bruxelles onsdag den 29. juni.

Powered by Labrador CMS