prisuddeling

Niviaq Korneliussen gik glip af litteraturpris

Norsk dramatiker bliver årets bedste nordiske forfatter

Niviaq Korneliussen gik glip af litteraturprisen
Offentliggjort

Nordmanden Jon Fosse tildeles årets litteraturpris fra Nordisk Råd for sin trilogi om et ungt par.

Jon Fosse var på forhånd udnævnt som favorit, og nu kan han kalde sig Nordens bedste forfatter 2015.

Tirsdag aften vandt den norske forfatter og dramatiker Nordisk Råds Litteraturpris for Trilogien: 'Andvake' (2007), 'Olavs draumar' (2012) og 'Kveldsvævd' (2014).

Grønlandske Niviaq Korneliussen var nomineret for sin debutroman 'Homo Sapienne'. Romanen har fået flotte anmeldelser, men kom altså ikke i betragtning.

Læs: Homo Sapienne-forfatter i fornemt selskab

Rørt
Det var en rørt og glad Jon Fosse, der på scenen i kulturhuset Harpa i Reykjavik i Island ved aftenens prisshow ud over æren fik overrakt 350.000 kroner.

- Jeg har i og for sig fået mange priser, men ikke for forfatterskabet generelt. Prosa er lige så vigtigt som dramatikken, sagde han.

Anerkendt dramatiker
Jon Fosse, som er født i 1959, er en anerkendt dramatiker, og hans teaterstykker er blevet tolket i form af flere tusind forskellige opsætninger på scener i Europa, Asien og USA.

Men prosa kan han altså også skrive, og ifølge juryen er hans trilogi et højdepunkt i nyere norsk romanlitteratur.

Trilogien består af tre fortællinger om et ungt par, Asle og Alida. De tre dele udgør tilsammen knap tre hundrede sider prosa.

Læs: 'Homo Sapienne’ nomineret til Politikens Litteraturpris

Bedste film
Prisen som årets bedste nordiske film går til den islandske filminstruktør Dagur Kári for filmen "Virgin Mountain".

Den svenske musiker Svante Henryson får Nordisk Råds musikpris. Den 52-årige musiker både komponerer, spiller cello og bas og er kendt som en af nordens førende bassister.

Morderens abe
I kategorien Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris er det også en svensker, der løber med prisen. Nemlig den 49-årige Jakob Wegelius, som får prisen for romanen 'Morderens abe'.

Det færøske elselskab SEV får Nordisk Råds natur- og miljøpris for selskabets ambitiøse mål og innovative tiltag for en grøn elektrificering af det færøske elnet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS