Gå til hovedindhold

Nivi: - Uacceptabelt hemmelighedskræmmeri om fiskerilov

Nivi Olsen frygter, at Inatsisartut kommer til at stemme om fiskeriloven uden at kende konsekvenserne

Demokraternes fiskeriordfører Nivi Olsen har spurgt Naalakkersuisut, hvorfor et responsum fra Kammeradvokaten skal holdes hemmeligt. Det skal det, fordi det tjener som foreberedelse til en eventuel retssag, lyder svaret fra naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Karl-Kristian Kruse (S).

Men det svar er Nivi Olsen (D) mildest talt ikke tilfreds med.

- Dette hemmelighedskræmmeri er helt uacceptabelt, siger hun til Sermitsiaq.AG.

- Det er landets vigtigste ressource, og jeg frygter at det kan knække den grønlandske økonomi, hvis noget går galt, når vi har truffet beslutningen.

Savner analyse af konsekvenserne
Nivi Olsen (D) frygter, at Inatsisartut kommer til at stemme om fiskeriloven uden at kende følgerne. Det er især planerne om at tilbagekalde kvoter, som giver hende mavepine.

- Vi har ikke set nogen konsekvensanalyse af dette. Vi ved ikke engang, hvordan kvoterne skal fordeles, når de er blevet tilbagekaldt siger hun.

Trusler om sagsanlæg
Polar Seafood har allerede truet med en erstatningssag i milliardklassen, hvis rejekvoterne bliver kaldt tilbage. Kammeradvokatens responsum tjener som del af forberedelsen på et eventuelt sagsanlæg.

LÆS OGSÅ: Naalakkersuisut gør klar til retssager om fiskerilov

- Men er det ikke meget klogt, at man ikke viser modparten sine kort, når man risikerer et sagsanlæg?

- Jeg kan forsat ikke leve med dette hemmelighedskræmmeri. Det tænder en bekymring hos mig om, at der er noget helt galt, svarer Nivi Olsen (D).

- Hvis der er dele, der skal hemmeligholdes, så må man i det mindste fremlægge en holdbar analyse af konsekvenserne.

- Hvor er IA?
Samtidig fyrer en Nivi Olsen (D) en bredside af mod koalitionspartiet IA.

- Hvor er IA henne i denne sag? De har tidligere argumenteret for størst mulig transparens og gennemsigtighed. Hvorfor hører vi ikke fra dem, nu hvor de er del af Naalakkersuisut? lyder det retoriske spørgsmål.

Nivi Olsen (D) understreger, at hun ikke som sådan er mod grundtanken om at tage kvoter fra de to store rederier og fordeler dem bredere ud.

- Det er grundlæggende en sund tankegang. Men på det nuværende grundlag kan vi ikke træffe så vidtgående en beslutning.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER