Sprog

Nivi: Vi har ikke råd til at vente med engelsk

Nivi Olsen fejer betænkelighederne om engelsk som første fremmedsprog til side

Nivi Olsen
Nu må vi være lidt seje, mener Nivi Olsen (D)
Offentliggjort

- Du kan godt høre, at jeg brænder for det her. Det er en tydeligt ivrig naalakkersuisoq for uddannelse, jeg fanger på uddannelsesmessen i Odense. Det er lige før Nivi Olsen (D) snubler over ordene.

Det haster
Hun reagerer på den kritik, som hendes partikollega Tillie Martinussen (D), har fremført her i sermitsiaq.AG.

LÆS: Tillie: Vent med engelsk

Tillie Martinussen (D) mener, at vi skal vente med at opprioritere engelsk i folkeskolen, ind til en række andre problemer er løst. Men det har Nivi Olsen (D) slet ikke tid til at vente på.

- Jeg er godt klar over, at jeg smed en bombe, da jeg formulerede min vison, siger hun.

LÆS: Dansk sendes uden for døren

Ressourcespild
Naalakkersuisoq for uddannelse frygter, at planen riskerer at blive udsat på ubestemt tid, hvis man venter fem år med at gå i gang. Derfor holder hun fast i tanken om, at gå i gang nu for at være klar om to år.

- Vi har ikke tid til at vente. Verden omkring os bevæger sig med stor hastighed, fastslår hun.

- Vi spilder store ressourcer, fordi vores uddannelsesniveau ikke er højt nok.

Læs: Ineqi: Engelsk giver flere muligheder end dansk

- Vi må være seje
Derfor giver hun heller ikke meget for argumentet om, at man skal vente med at gøre engelsk til første fremmedsprog, fordi man først skal gøre undervisningen i grønlandsk bedre.

- Nu må vi være lidt seje. Jeg mener nemlig godt, at vi kan fikse de ting, der skal fikses samtidig med, at vi går i gang med nye tlltag, fastslår hun.

Engelsk i 1. klasse
Nivi Olsen forestiller sig, at engelsk skal starte allerede i første klasse, hvis ikke før. Hendes argument er, at børn naturligt lærer fremmede sprog, mens de er små. Men det stopper, når de bliver omkring 12 år gamle. Derfor mener hun, at det er alt for sent at starte med engelsk i 4. klasse, som det sker nu.

- I Sisimiut er man allerede nu gået i gang med engelsk i 1. klasse. Naalakkersuisut skal jo ikke halte efter kommunerne, men vise vejen, fastslår hun.

LÆS: Siumut-ungdom: Det danske sprog hæmmer os

Bedre danskkundskaber
Nivi Olsen forsøger også at mane bekymringerne fra den dansksprogede del af befolkningen i jorden. Hun mener nemlig, at tidligt engelsk kan føre til, at også danskkundskaberne bliver bedre.

- Vi ved, at det er nemmere at lære et fremmedsprog, hvis man i forvejen er god til et andet, siger hun.

LÆS: GE efterlyser national handlingsplan for folkeskolen

Hun har nu nedsat en ekspertgruppe, der skal undersøge, hvad der skal til for at indføre engelsk som første fremmedsprog.

- Dem vil jeg naturligvis lytte til, når de konkrete planer skal udformes, siger Nivi Olsen og lader skinne igennem, at hun godt kan leve med, hvis der skulle gå tre år inden planerne bliver til virkelighed.

Lærere tilkaldes
Hun er opmærksom på, at der lige nu ikke er tilstrækkelige med engelsklærere. Derfor må der i en overgansperiode skaffes dygtige engelsklærere udefra. Det kan være fra Danmark eller fra andre lande. Samtidig må der sættes turbo på at uddanne egne dygtige engelsklærere på seminariet.

LÆS:Politik trumfer alt – selv fakta

Kompromis
Hun understreger også, blandt andet med adresse til partikollega Tillie Martinussen, at hun vil lytte til argumenterne i Inatsisartut.

- Jeg er indstillet på at gå på kompromis, hvis det er nødvendigt. Men jeg understreger endnu engang, at vi ikke kan vente for længe, hvis Grønland skal klare sige internationalt, fastslår naalakkersuisoq for uddannelse, Nivi Olsen.

Der har været rejst kritik af, at denne artikel ikke har været oversat til grønlandsk med det samme. Sermtisiaq.AG beklager situationen, men vores tolke er desværre under konstant pres, og der kan gå noget tid, før artiklerne bliver oversat. Vi håber på jeres forståelse.

Powered by Labrador CMS