Nikku: Det er vores land!

Der er en grund til, at Grønland hedder Grønland - og ikke Danmark, siger Partii Inuits partiformand, Nikku Olsen

Nikku Olsen, partiformand for Partii Inuit, ses her i forbindelse med sidste uges pressemøde i Nuuk. Det var partiets første pressemøde. Foto: Nukappiaaluk Hansen

- Det handler ikke om enkeltpersoner, men vi mener, at der kun bør tales grønlandsk i Inatsisartut, fordi det er vores land. Jeg vil gerne sammenligne med Danmark, hvor politikerne i Folketinget skal tale dansk. Derfor bør vi kun tale grønlandsk i Inatsisartut.

Sådan siger Partii Inuits formand, Nikku Olsen, i et interview med Sermitsiaq.AG.

Han siger, at Island og Færøerne har gjort det godt ved at bruge deres eget sprog i deres parlament, og at vi ikke behøver at vente på også at gøre det.

- Det, vi gerne vil ændre på, er, at vi synes, at vi bliver for meget styret af danskerne. Se på de største arbejdspladser i vores land. De bliver styret af danskerne. Vi stoler som parti på, at vi grønlændere kan styre vores eget land, for landet hedder Grønland - ikke Danmark, siger Nikku Olsen.

Læs "Nyt parti klar til løsrivelse"

Læs "Partii Inuit: Vi udelukker ingen"

Træt af at vente
Nikku Olsen siger, at Grønland er på vej mod selvstændighed. Han mener, at det er på tide at realisere de ting, befolkningen gerne vil opnå.

- Vi vil være et samlingspunkt i Grønland. Og vi skal forberede os på fremtiden. Vi mener, at det er vigtigt at tale grønlandsk fra starten, for når vi bliver selvstændige, kommer det hele til at foregå på grønlandsk. Vi vil ikke vente mere.

- Sprog skal være en af de vigtigste elementer for ethvert land. Se bare på vores nabolande, hvor tingene gøres på deres eget sprog, fremhæver Nikku Olsen.

Partii Inuit, som blev stiftet den 24. januar, har været udsat for massiv kritik, fordi partiet kun vil udtale sig på grønlandsk.

Men kritikken preller af på partiformanden.

- Vi er meget påvirket af Danmark. Siden 1960’erne og 1970’erne har den grønlandske befolkning bedt om at lære dansk, hvis vi gerne vil uddanne os. Først når mange er uddannet, har vi udsigt til selvstændighed, siger Nikku Olsen.

Powered by Labrador CMS