Nick på vej hjem fra Kina: Vis forståelse

Grønlandske Nick Bæk, der studerer i Kina, er nu på vej til Grønland på vinterferie. Han opfordrer Grønland til at vise forståelse og medfølelse med kineserne

Nick Bæk, der studerer i Kina, opfordrer grønlænderne til at vise forståelse og medfølelse med kineserne.

- Jeg forstår den bekymring og interesse, der er for coronavirussen i Grønland. Det er en meget alvorlig situation for dem, som er berørt af sygdommen.

Det siger 31-årige Nick Bæk, der studerer kinesisk på universitetet i Chengdu – knap 1.000 km fra sygdommens epicenter i Wuhan.

- Der er stadig mange ting, som vi ikke ved om sygdommen endnu, men vi skal huske på, at de umiddelbare vurderinger fra sundhedsorganisationerne er, at dødeligheden er på omkring to procent, altså på linje med diverse influenzaformer, siger Nick Bæk, der mandag ankom til København med rutefly via Vietnam. Om et par dage går turen videre til Grønland på vinterferie.

Semesterstart udskudt

- Jeg skulle efter planen kun have været i Nuuk i et par uger, men mit universitet i Kina har udskudt semesterstarten på grund af virusset, og vi ved endnu ikke, hvornår det nye semester begynder. Jeg planlægger at tage tilbage til Kina - formentlig i marts og virusspredningen er kommet under kontrol, forklarer Nick Bæk.

- Udbruddet af corona-virus skete desværre lige op til det kinesiske nytår, hvor flere hundrede millioner mennesker rejste hjem til deres familier. Jeg har en ven i Chengdu, som rejste hjem til Hubei-provinsen, som er den provins der er hårdest ramt og er ramt af udrejseforbud til det kinesiske nytår, som nu må blive hos familien, indtil forbuddet bliver løftet.

Frygt for kinesere

- Mine kinesiske venner og bekendte er meget kede af situationen i Kina. De oplever på den ene side en stor solidaritet og medfølelse fra verdenssamfundet, men de skal desværre også stå på mål for en masse misinformation eller decideret latterliggørelse. Samtidig er der en oplevelse af, at der er opstået en frygt for kinesere.

- Kineserne tager coronaen meget alvorligt. Folk har masker på, når de færdes offentligt, og det er meget svært at skaffe håndsprit, fordi folk har hamstret. Gader og stræder står tomme, restauranter er lukkede og der er meget få mennesker som tager metro, bus og fly.

- Så jeg vil gerne opfordre til, at folk viser forståelse og medfølelse for de berørte og det sundhedspersonale, som kæmper hver dag for at få sygdommen under kontrol, siger Nick Bæk.

Powered by Labrador CMS