Ni Seahawks afløser Lynx’en

Forsvaret køber ni Sikorsky Seahawk-helikoptere. De skal bruges i Arktis og til piratbekæmpelse. Pris: Fire milliarder kroner

Forsvaret køber ni Seahawkhelikoptere. De skal bruges i Arktis og til piratbekæmpelse. Foto: AP Photo/Na Son Nguyen

Danmark køber ni amerikanskeproducerede Sikorsky Seahawk som ny dansk militærhelikopter, og det er den amerikanske flåde, US Navy, der leverer de nye helikoptere, oplyser forsvaret.

- Politikerne har valgt Seahawk, fordi det er den helikopter, der bedst lever op til de krav, vi har stillet, siger generalmajor Flemming Lenfter fra planlægningsstaben i Forsvarskommandoen i en pressemeddelelse.

Det spiller også ind, at helikopteren allerede er i produktion og operativ i den amerikanske flåde. Det giver nemlig mulighed for at samarbejde med Nato-kolleger i forhold til logistik, træning og fremtidige opdateringer af helikopteren.

Forsvarsforligskredsen er enig om købet - og aftalen bliver godkendt i partiernes folketingsgrupper senere onsdag, hvorefter forsvarsminister Nick Hækkerup, Socialdemokraterne, indstiller til Folketingets finansudvalg at bevilge anskaffelsen.

Læs "Lynx'ens efterfølger kan blive en Panther"

Video "Vild Lynx-landing"

Skal erstatte Lynx'en i Arktis
Der skal købes ni Sikorsky Seahawks til en værdi af omkring fire milliarder kroner. De skal erstatte de aldrende Lynx-helikoptere og først og fremmest bruges i Arktis og til piratbekæmpelse.

Forsvaret forventer at modtage de første helikoptere i 2016.

Herefter kan søværnets helikopterbærende skibe yde en endnu mere effektiv indsats både nationalt, ved Grønland, Færøerne og i Arktis, og når de er indsat i national tjeneste, hedder det videre i pressemeddelelsen.

Italiensk-britiske AgustaWestland, der har produceret redningshelikopteren EH-101 Merlin, var med i det sidste opløb.

Men deres kandidat, AW-159 Wildcat, blev valgt fra som den sidste. EH-101'eren har haft mange problemer, siden den første af slagsen blev leveret til Danmark i 2006.

Powered by Labrador CMS