New Zealand lukker ned efter Delta-smittetilfælde

Ti nye smittetilfælde i New Zealand menes at stamme fra Australien. Premierminister vil slå det ned hurtigt.

I Neq Zealand kan ansatte i de fleste virksomheder ikke længere møde op fysisk. Kun supermarkeder, apoteker og lægehuse må forblive åbne. Billedet viser en tom motorvej i byen Wellington under den nye covid-19 lockdown.

Newzealænderne er onsdag vendt tilbage til et liv med nedlukninger, dagen efter at landet registrerede det første coronasmittetilfælde i mere end seks måneder.

Det første registrerede tilfælde er på kort tid steget til mindst ti. Gaderne ligger nu igen næsten tomme hen i de store byer, efter at landet ellers havde vænnet sig til at være virusfri.

De nye tilfælde frygtes at være med den mere smitsomme Delta-variant.

- Antallet af covid-19-tilfælde er onsdag steget til ti, og beregninger viser, at tallet hurtigt kan stige til mellem 50 og 100. Ud fra det, som vi ser i andre, venter vi helt klart flere tilfælde nu.

Overvejer forlængelse og løntilskud

Det siger premierminister Jacinda Ardern, som har givet ordre til en tre dage lang nedlukning af landet.

Nedlukningen bliver måske forlænget. Den indebærer, at elever i skoler og ansatte i de fleste virksomheder ikke længere kan møde op fysisk. Kun supermarkeder, apoteker og lægehuse må forblive åbne.

Finansminister Grant Robertson siger, at regeringen vil genindføre løntilskud fra fredag, hvis landet stadig er lukket ned.

Mundbind vil desuden være obligatorisk for alle over 12 år, melder Ardern.

Ikke smitte siden februar

- Jeg ved, at Delta får folk til at føle sig mere ængstelige og mere bange, og det er rigtigt, at vi vil se flere tilfælde, men vi kan også komme oven på igen denne gang, siger hun.

Senest, der var et smittetilfælde i New Zealand, var i februar. Derfor har landets borgere kunnet leve uden restriktioner, mens de internationale grænser med få undtagelser er forblevet lukket.

Siden pandemiens begyndelse har New Zealand registreret omkring 2500 smittetilfælde og 26 coronarelaterede dødsfald. Der bor lidt færre mennesker i New Zealand, end der gør i Danmark.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS