New Zealand forbyder salg af semiautomatiske våben efter angreb

Våbenloven i New Zealand bliver strammet efter angrebene på to moskéer i sidste uge, hvor 50 blev dræbt.

New Zealands regering forbyder al salg af semiautomatiske rifler.

Det oplyser landets premierminister, Jacinda Ardern, natten til torsdag dansk tid.

Forbuddet kommer efter fredagens blodige angreb på to moskéer i byen Christchurch, hvor 50 mennesker blev dræbt og lige så mange såret.

Det er endnu uklart, hvordan gerningsmanden fik fat på alle de våben, der blev benyttet under angrebet. Der var imidlertid tale om fem semiautomatiske skydevåben, som nu bliver ulovlige at købe.

Allerede mandag morgen meddelte Ardern, at regeringen var nået til enighed om at stramme våbenloven i landet.

- Vi har taget en beslutning som regering. Vi står sammen, lød det fra Ardern ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Dette betyder i sidste ende, at vi inden for ti dage efter denne forfærdelige terrorhandling vil have fremlagt reformer, som jeg tror, vil gøre vores samfund mere sikkert.

På det tidspunkt ønskede premierministeren dog ikke at uddybe, hvordan våbenloven ville blive strammet.

I dag kan alle over 16 år ansøge om en almindelig våbentilladelse i New Zealand. Den giver blandt andet lov til at anvende et haglgevær uden opsyn.

Den formodede gerningsmand bag fredagens angreb, den 28-årige australier Brenton Tarrant, fik sin våbentilladelse i november 2017.

En opgørelse lavet af Small Arms Survey viste i 2017 ifølge britiske The Guardian, at borgere i New Zealand ejer omkring 1,2 millioner våben. Dermed er antallet af våben per borger højere end i Australien, men lavere end i USA.

Syv mennesker blev fredag dræbt i Linwood-moskéen, da Brenton Tarrant åbnede ild mod bedende muslimer, inden en 48-årig mand bevæbnet med en tom pistol formåede at skræmme ham væk.

Forinden havde Brenton Tarrant dræbt 42 mennesker i al-Noor moskéen få kilometer derfra.

Politiet i New Zealand kan torsdag morgen dansk tid meddele, at alle ofrene for fredagens angreb nu er identificeret.

– Jeg kan sige, at identifikationsprocessen blev fuldført for alle 50 ofre for et par minutter siden, og alle nære pårørende er blevet orienteret, lyder det fra politichef Mike Bush på et pressemøde i Christchurch.

Powered by Labrador CMS