pilluaritsi

Nersornaat i sølv til Ane Hansen og Augo Davidsen

Læs, hvorfor de to har fået tildelt den fornemme hæder

Augo Davidsen og Ane Hansen fik søndag begge overrakt Nersornaat i sølv

Ane Hansen og Augo Davidsen fik søndag begge overrakt Nersornaat i sølv.

Det skete i forbindelse med deres deltagelse i Aasiaats 250-års jubilæum, hvor 1. næstformand for Inatsisartut Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit, overrakte deres synlige anerkendelse ved en højtidelighed.

Læs her de officielle begrundelser for, hvorfor Ane Hansen og Augo Davidsen har modtaget Nersornaat i sølv:

Nersornaat i sølv til Ane Hansen ( født 1961):
’Formandskabet for Inatsisartut tildeler Ane Hansen Nersornaat i sølv med begrundelsen, at hun over en længere periode og i en væsentlig grad har ydet en fortjenstfuld indsats som borgmester i Aasiaat by i perioden 1997 - 2001 og senest som medlem af Naalakkersuisut for fiskeri, fangst og landbrug fra 2009 – 2013 og mangeårigt medlem af Inatsisartut.

1. næstformand for Inatsisartut Agathe Fontain fremhævede blandt andet i sin tale for Ane Hansen følgende:

Du blev første gang valgt til Inatsisartut i 2002 og har siddet i Inatsisartut frem til i dag. Du har også over en længere årrække været medlem af kommunalbestyrelsen i Aasiaat kommunalbestyrelse, ligesom du også er medlem af den sammenlagte kommune Qaasuitsup Kommunea.

Du blev første gang valgt ind til kommunalbestyrelsen i Aasiaat i 1989. Du har udover borgmesterposten også været 1. og 2. viceborgmester over flere perioder. I 1999 blev du som et markant medlem af Inuit Ataqatigiits hovedbestyrelse udpeget som medlem af den første Selvstyrekommission der afsluttede sit arbejde med en betænkning i marts 2003.

Vi kender dig også med en klar og genkendelig stemme fra din tid som borgmester for Aasiaat, hvor du gjorde en stor indsats for at sikre arbejdspladser til byen.

Der er heller ingen tvivl om, at du med din aktive og markante personlighed og deltagelse i samfundsdebatten har bidraget til at synliggøre denne del af landet. Du har i dit politiske virke arbejdet utrætteligt for udviklingen af byens muligheder, ligesom du fortsat arbejder for dette i den nye storkommune’.

Nersornaat i sølv til Augo Davidsen (født 1926):
’Formandskabet for Inatsisartut tildeler Augo Davidsen Nersornaat i sølv med begrundelse, at han over en længere periode og i en væsentlig grad har ydet en fortjenstfuld indsats som en respekteret storfisker og med solid erfaring ud i landets klimatiske udfordringer.

1. næstformand for Inatsisartut Agathe Fontain fremhævede blandt andet i sin tale for Augo Davidsen følgende:

Du er vokset op som fanger og var en af de driftigste af slagsen i Aasiaat. Du gik over til fiskeri, da torsken kom og havde allerede som ung en stor kutter som en af de få i Aasiaat. Båden havde du sparet sammen til efter deltagelse som slædekører i en ekspedition til Østgrønland i mere end et år. Du har med din båd fragtet mange sportsfolk fra Aasiaat, når der var pokalkampe i Diskobugten, både i fodbold og håndbold.

Dine erfaringer fra Østgrønland gjorde du også god brug af, når du transporterede danske embedsmænd på hundeslæde på deres vintertogter omkring kolonien Aasiaats mange bygder eller længere væk såsom helt til Sisimiut. Du har været med i hele moderniseringsperioden i Aasiaat. På et senere tidspunkt nedsatte du dig som privat mester i byen.

Din enorme kundskab omkring natur og observationer om vejrforhold er blevet brugt som grundlag for videnskabelige arbejder, bl.a. i Projekt Sila Inuk om klimaændringer og den traditionelle viden'.

Powered by Labrador CMS