Neriuffik satser på rekordindsamling

Kræftens Bekæmpelse i Grønland, Neriuffik, havde søndag høje forhåbninger til et godt indsamlingsresultat.

Neriuffiks nye hjemmeside har øget interessen for foreningens arbejde, mener forkvinde Johanne Olsen.

Søndag holdt Neriuffik, Kræftens Bekæmpelse, landsindsamling.

– Vi satser på 150.000 kroner i år alene fra Nuuk, fortæller Johanne Olsen, der er forkvinde for Neriuffik. Det er betragteligt mere end sidste år, hvor resultatet landede på 85.000 kroner.

Hun begrunder sin optimisme med at der var solgt mange lodsedler forud for søndagens landsindsamling, og interessen for bingo-arrangementet lørdag aften i Nuuk forsamlingshus var også stor.

– Vi holdt landsmøde i juni og har fået ny hjemmeside, og det har øget kendskabet til og interessen for os, siger Johanne Olsen til Sermitsiaq.gl.

Hun mener desuden, at de flotte sponsorgaver har vakt folks interesse. Hovedgevinsten i lotteriet var en flybillet fra Air Greenland, hvor man kunne vælge mellem at rejse til Danmark, Baltimore eller internt i Grønland.

Johanne Olsen regner med at have det endelige resultat for landsindsamlingen klar i løbet af tirsdag. Hvis man endnu ikke har doneret et beløb og ønsker at støtte foreningens arbejde har man stadig en chance, da indsamlingsbøtterne i butikkerne først bliver hentet i løbet af mandag.

Powered by Labrador CMS