Nekrolog: Emilie Madsen

Forhenværende borgmester i Illoqqortoormiut Emilie Madsen afgik tirsdag den 22. februar ved døden i en alder af 72 år, og Illoqqortoormiut har mistet en sprudlende ildsjæl

Emilie Madsen. Foto: Jørgen Chemnitz

Emilie Madsen (Butsaana), der var en stor personlighed, havde en helt speciel plads i Illoqqortoormiut og vil blive savnet meget af folk omkring hende. Hun var en frisk og glad dame, der talte med alle mennesker. Hun havde mange venner i ud- og indland og et godt sprogøre, talte f.eks. dansk og engelsk. Ærlighed og en klar mening var kendetegnet ved Butsaana. Hun sagde altid sin mening, var en god ven og spredte megen glæde omkring sig.

Butsaana trivedes bedst i kontakten med mennesker. Ud over at være en markant og varm borgmester fra1989-1992 og igen i 1993, var hun udlært indenfor handel og arbejdede i mange år i KGH og siden i KNI, hvor hun ydede en god service til alle. Hun brugte også sin viden om sin by, sin åbenhed og evne til at tale med mennesker ved at arbejde som turistguide for Illoqqortoormiuts krydstogtsturister.

Som borger i Illoqqortoormiut havde hun en stor ansvarsfølelse for din by, som hun blandt andet udviste ved at være medlem af Ittoqqortoormiit Komiteen som, i forbindelse med den midlertidige lukning af spiritussalget i 2001, skulle komme med forslag til indsatser overfor børn, unge og voksne, og ved at være aktiv i valgbestyrelsen, når der var valg.

Butsaana var et samlingspunkt for familien. Hun havde meget hjerterum og ud over at tage sig af sine egne og manden Josef Madsens børn havde de overskud til at tage sig godt af andre i familien.

Ved sin død efterlader hun børn, børnene og andre tætte familierelationer.

På vegne af Kommuneqarfik Sermersooq viser jeg min dybeste medfølelse for hendes efterladte familie og borgerne i Illoqqortoormiut.

Æret være hendes minde!

Powered by Labrador CMS