Gå til hovedindhold

Nej til ny fiskefabrik vækker forargelse

Atassuts politiske næstformand er forarget over, at Naalakkersuisut har givet afslag til, at et selskab åbner en tredje fiskefabrik i Uummannaq. Det er beklageligt, lyder det fra Atassuts næstformand, Nikolaj Rosing.

Sigguk A/S’s ansøgning om at etablere en ny fiskefabrik i Uummannaq fik et nej af Naalakkersuiut. Begrundelsen er, at der allerede er to fabrikker i byen.

Men med det afslag laver Naalakkersuisut barrierer for erhvervsudviklingen, mener Atassuts politiske næstformand, Nikolaj Rosing.

- Det er beklageligt at Naalakkersuisut er intolerante for udvikling af vores vigtigste erhverv i Grønland. Sigguk A/S i Uummaannak har fået afslag om at starte en fabrik, lyder det fra ham.

Der er to fabrikker i Uummannaq, Royal Greenland og Avannaa Seafood A/S. Men de to fabrikker indhandler primært hellefisk. Det betyder, at fiskerne i byen mangler et sted at indhandle torsk og lodder.

Skylder forklaring

- Fiskerne ved, der er en meget stor bestand af torsk. Da det er torsk og lodder, de primært ønsker at producere, vil det kun være til gavn for både de lokale, men også for vores samfund generelt.

- At lave barriere for vores erhvervsudvikling vil kun gøre Grønland fattigere. Man har regnet sig frem til en ekstra omsætning på 50 millioner kroner alene på torsken om året, og er det en gevinst, vi ønsker at lade svømme væk, spørger Nikolaj Rosing i en pressemeddelelse, der påpeger, at Naalakkersuisut ’skylder en oprigtig forklaring’.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER