Nedbrud på radiokæde afværget

Truslen om radiokædebrud i Nanortalik og sydover blev afværget i sidste time

Truslen om radiokædebrud i Nanortalik og sydover er afværget i sidste time. Foto: Sermitsiaq.AG

Efter tre forgæves forsøg i går lykkedes det i dag tirsdag for Tele-Posts medarbejdere at nå frem til radiokædestationen TREF, der ligger på en fjeldtop i knap 900 meters højde nord for Nanortalik.

- Inspektionen kom i sidste øjeblik, idet backup-batteriet blot havde en time tilbage, før det var helt afladet, hvilket ville have resulteret i brud på radiokæden og afbryde kommunikationen for Nanortalik og sydover, fortæller Teles kommunikationschef, Sæunn L. Nolsøe, tirsdag eftermiddag.

Årsagen til strømproblemerne på TREF var en ladeensretter (batterilader), der var ophørt med at virke. Derfor kunne batterierne ikke oplades som normalt.

Fejlen er nu rettet, og stationen kører atter som den skal.

Powered by Labrador CMS