NBC for anden dag i træk fra Ilulissat

Med i dagens show var båndede klip fra Nuuk, sekvenser med hundeslædekørsel, telt-camping på indlandsisen, og endnu flere live-klip fra Ilulissat, blandt andet fra en børnehave og byens travle havn.

Nini Biilmann punkterede flere myter om Grønland i det amerikanske morgen-show om miljø og klima.

Den amerikanske tv-mastodont NBC sendte mellem kl. 9-11 grønlandsk tid, og undervejs skiftede indslagene mellem Ecuador og Antarktis, som der også blav sendt fra.

Nini Biilmann fra Grønlands Turist- og Erhvervsråd (GTE) var på skærmen sammen med stjernevært Matt Lauer, og var således et af dagens allerførste indslag.

Under interviewet, som foregik ud for Hotel Arctic med Isfjorden som malerisk baggrund, blev Nini blandt andet spurgt om, hvilke myter der er mest udbredt om Grønland.

Og i den anledning punkterede en storsmilende Nini Biilmann en række forestillinger om, at isen trods alt ikke dækker hele Grønland, og at isbjørne ikke vandrer rundt på gaderne i alle byer og bygder. Biilmann fortalte også at Grønland faktisk kan være særdeles grønt om sommeren, og absolut er et besøg værd for amerikanske turister.

Derudover understregede hun, at Hjemmestyret og GTE ikke er interesserede i, at Grønland bliver et masse-turistland, men at strømmen af turister i fremtiden skal ske på et bæredygtigt grundlag.

I forhold til tv-kanalens overordnede tema, den globale opvarmning, tilføjede Matt Lauer over for The Todays Shows omkring 8 millioner seere, at Diskobugten ikke længere fryser til, som det var tilfældet blot 10-15 år tilbage.

Med i dagens show var også båndede klip fra Nuuk, som NBC besøgte i slutningen af oktober, sekvenser med hundeslædekørsel, telt-camping på indlandsisen, og endnu flere live-klip fra Ilulissat, blandt andet fra en børnehave og byens travle havn.

Her kunne en af byens mandlige borgere desværre ikke dy sig for at sikre sig sine 15 minutters berømmelse, idet han gik hen og talte til Matt Lauer, som var live på fjernsynet. Situationen blev dog i sidste ende reddet med charme og smil fra begge parters sider.

Et amerikansk PR-bureau, som Grønlands Turist- og Erhvervsråd samarbejder med, er i øjeblikket ved at regne på, hvad den omtale, Grønland får, er værd. Angiveligt er der tale om et millionbeløb – i amerikanske dollars, skriver GTE.

Powered by Labrador CMS