Navne- og fokusskift i AEX Gold

Mineselskabet AEX Gold har skiftet navn til Amaroq Minerals. Navneskiftet signalerer et fokus væk fra guld og over mod de kritiske metaller.

AEX Gold, der nu hedder Amaroq Minerals, er den største licenshaver i Sydgrønland og den tredjestørste i hele Grønland.

Mineselskabet AEX Gold ændrede på generalforsamling torsdag den 16. juni navn til Amaroq Minerals.

Navneændringen kommer i forlængelse af en børsnotering om, at selskabet står over for en kapitalindsprøjtning på 158 millioner kroner fra det amerikanske selskab ACAM LP, der er dannet af S&F Investment Advisors Limited og Moore Strategic Ventures, skriver avisen Sermitsiaq.

Kapitalen går på efterforskning og udvikling af de strategiske mineraler såsom kobber, zink, nikkel og sjældne jordarter og dermed ikke guldefterforskningen.

Energiomstilling

Eldur Olafsson, administrerende direktør i AEX Gold, siger i en børsmeddelelse, at han er stolt over at kunne annoncere et planlagt partnerskab med ACAM LP i forhold til finansieringen af strategiske mineraler.

- Partnerskabet betyder, at vi kan arbejde henimod en produktion og gøre det muligt at udforske et større område og identificere yderligere aktiver med strategiske mineraler i vores efterforskningsområder.

- Vores efterforskningsarbejde har vist, at Sydgrønland har potentiale for udvikling af strategiske mineraler i verdensklasse.

Den endelige godkendelse af aftalen afventer dog en række betingelser for licensoverdragelse samt godkendelse af relevante myndigheder.

Læs hele historien i den seneste udgave af avisen Sermitsiaq. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS