Naturbrand: Bygd vil hjælpe vandrere

Naturbranden ved Kangerluarsuk Tulleq nord for Sisimiut er ved at være under kontrol, men vandrere skal fortsat bruge alternativ rute, lyder rådet fra brandchef.

Regnvejr har dæmpet naturbranden så meget, at brandvæsenet nu er i stand til at arbejde videre med at slukke branden, der har været vanskeliggjort på grund af en meget kraftig røgudvikling. En Air Greenland-helikopter blev tirsdag indsat og har hjulpet til med at bekæmpe branden.

Advarsel til vandrere

Brandvæsenet fraråder dog fortsat vandrere at benytte en del af ruten Arctic Circle Trail.

- Det drejer sig om ruten mellem Kangerluarsuk Tulleq (1. Fjord) og Eqalugaarniarfik (Oles Lakseelv) der går igennem Nerumaq-dalen. I stedet anbefaler Brandvæsenet i Qeqqata Kommunia vandrere til at benytte den alternative rute også kaldet Arctic Circle trail syd mellem Eqalugaarniarfik og Sisimiut, der går tæt forbi bygden Sarfannguit. Ruten er mærket med varder, som vandrere bedes være opmærksomme på, oplyser brandchef Ole Kreutzmann i en pressemeddelelse.

Bygd vil hjælpe

Bygden Sarfannguit, der er beliggende i UNESCO området, har forberedt sig og borgerne er blevet informeret og er klar til at modtage vandreturister, der går mellem Kangerlussuaq til Sisimiut.

- Hvis der er vandreturister, der tager den ovennævnte rute og som ønsker at gå videre til Sarfannguit, der ikke ligger direkte på ruten, kan de gøre dette ved at gå ud til elven Kuuk lige over for bygden eller Timerliit lige over for strømstederne tæt på bygden. Derfra kan vandrerene blive sejlet over til Sarfannguit. I Sarfannguit står Sarfannguit skole klar til evt. overnatning ved behov. Desuden kan der eventuelt aftales mulighed for sejlads fra Sarfannguit til Sisimiut, hvis vandrerene ikke ønsker at vandre videre, oplyser brandchefen.

Powered by Labrador CMS