Naturbrand tæt på at blive slukket
Naturbrand har hærget siden starten af juli, men søndag regner danske brandmænd med at færdiggøre slukningen.
Tirsdag blev 38 danske brandfolk sendt til Grønland for at slukke en stor naturbrand med forventningen om, at indsatsen ville tage 14 dage.
Men allerede lørdag kan brigadechef i Beredskabsstyrelsen Stig Hammerhøj se enden på arbejdet.
- Vi er meget tæt på at have stoppet brandudbredelsen og slukke brandene, og vi har en forventning om, at vi er færdige med det på søndag, siger Stig Hammerhøj.
Naturbranden har brændt siden starten af juli og er blevet ved med at ulme under jorden i det tørvefyldte område mellem Sisimiut og Kangerlussuaq i Vestgrønland.
- Da vi kom, var der rigtig meget røg. Og det var stort område - omkring ti kvadratkilometer - der var brændt ud, og der er stadig nogle steder med brand, siger Stig Hammerhøj.
Men det ser ud til, at den danske assistance har fundet den rigtige kur mod branden.
- De lokale har været i gang i fem uger, og så kan man spørge, hvorfor har de ikke kunnet slukke den, når vi har gjort det på få dage?
- Det er simpelthen fordi, vi har flere pumper med, og vi kan bringe meget mere vand derop, siger Stig Hammerhøj.
Derudover har brandfolkene haft 80 såkaldte mosespyd med, som kan gennemvæde jorden i området og standse brandens spredning. De samme spyd blev brugt til at slukke skovbrand i Sverige sidste sommer.
- Vi har været heldige og dygtige, at vi har kunnet slukke branden, siger Stig Hammerhøj og tilføjer:
- Man skal passe på, at vi ikke nedgør det, de har lavet i Grønland, fordi de har arbejdet rigtig hårdt, men vores fordel er, at vi havde meget mere materiel med.
Når slukningsarbejdet er færdigt, regner brigadechefen med, at det vil tage små seks dage for brandfolkene at pakke deres lejr og udstyr ned.
Den store naturbrand brød ud nær Sisimiut den 8. juli. Ifølge det grønlandske politi var det en rygeovn, der oprindeligt var årsag til flammerne.
Beredskabsstyrelsen har afsat op til tre millioner kroner til missionen.
/ritzau/