Nato: Ukraine kan vinde krigen mod Rusland

Natos generalsekretær ser tegn på, at Ukraine kan vinde over Rusland. Men der er brug for mere militær hjælp.

Selvom Ukraine og dets befolkning har fået en hård medfart under den russiske invasion, har Ukraine en chance for at vinde, vurderer Natos generalsekretær.

Trods en brutal invasion med brug af tunge våben og overgreb på civile, så kan Ukraine ende med at besejre Rusland.

Det er i hvert fald vurderingen fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg. På et pressemøde efter weekendens uformelle møde for Nato-landenes udenrigsministre i Berlin siger han:

- Ukraine kan vinde krigen mod Rusland. Ukrainerne forsvarer modigt deres hjemland. Og for at hjælpe dem med det, har Nato-lande leveret sikkerhedsassistance for milliarder af dollars, siger Jens Stoltenberg.

Over årene har Nato-medlemmer ifølge Stoltenberg trænet "titusindvis" af ukrainske soldater. Samtidig er Nato-landene i stigende grad begyndt at sende tungt udstyr som langtrækkende artilleri til Ukraine.

- Går ikke som Moskva har planlagt

- Det gør alt sammen en forskel på slagmarken hver eneste dag, siger Jens Stoltenberg.

Han peger på, at den ukrainske modstand har forhindret Rusland i at indfri sine strategiske mål for krigen.

- Ruslands krig i Ukraine går ikke, som Moskva havde planlagt. Det lykkedes dem ikke at indtage Kyiv. De trækker sig tilbage fra Kharkiv. Deres store offensiv i Donbas er gået i stå. Præsident Putin ønsker at besejre Ukraine. Men Ukraine står endnu, siger Jens Stoltenberg.

Han lægger dog op til, at der er brug for mere militært udstyr til Ukraine, og derfor må Nato-landene ifølge Stoltenberg øge hjælpen i den kommende tid.

Kalder krig for historisk skifte

Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, var medvært ved mødet, der blev holdt i den tyske hovedstad.

Hun kalder krigen for et historisk skifte både i forhold til Ruslands brutale fremfærd og den ustabilitet, som krigen har skabt. Den tyske udenrigsminister er dog forsigtig med at love snarlig sejr til Ukraine.

- Vi ved, at denne krig ikke vil slutte hurtigt. Den vil påvirke stabiliteten i Europa i årene fremover, siger Annalena Baerbock

Powered by Labrador CMS