Nato-chef om kommentar fra Trump: Undergraver alles sikkerhed
USA's ekspræsident Donald Trump har sagt, at han ikke vil forsvare et land, der ikke har betalt til Nato.
![Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, slår fast, at Nato-landene fortsat vil forsvare hinanden, hvis et af landene skulle blive angrebet udefra. (Arkivfoto).](https://image.sermitsiaq.ag/524427.webp?imageId=524427&width=960&height=642&format=jpg)
Ethvert angreb på Nato vil blive mødt af et stærkt modsvar.
Og hvis det antydes, at allierede ikke vil forsvare hinanden, er det undergravende for alle Nato-landes sikkerhed.
Det understreger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, i en udtalelse søndag eftermiddag ifølge det norske medie VG.
- Enhver antydning af, at allierede ikke vil forsvare hinanden, undergraver vores alles sikkerhed, herunder USA's (sikkerhed, red.), og sætter amerikanske og europæiske soldater i større fare, siger Jens Stoltenberg.
Kontroversiel Trump-udmelding
Udmeldingen kommer, efter at Donald Trump lørdag kom med en opsigtsvækkende kommentar om sin manglende villighed til at beskytte lande, der ikke har betalt deres kontingent til Nato-alliancen.
Trumps kommentar faldt under et vælgermøde i delstaten South Carolina, da den amerikanske ekspræsident fortalte om et møde, han som præsident havde haft med de øvrige ledere i Nato:
- Præsidenten for et stort land rejste sig og sagde: "Hvis vi ikke betaler, og vi bliver angrebet af Rusland - vil du så beskytte os?"
- Jeg sagde: "Har du ikke betalt?" Han sagde: "Ja, lad os sige, at det skete."
- Nej, jeg ville ikke beskytte dig. Faktisk ville jeg opfordre dem til at gøre, hvad helvede de vil. Du er nødt til at betale.
- Sindsforvirret
Siden har Det Hvide Hus kaldt det både "rædselsfuldt og sindsforvirret" at opfordre til invasioner af allierede.
Jens Stoltenberg understreger søndag, at Nato-alliancen er indstillet på at forsvare alle medlemmer.
- Nato er fortsat klar og i stand til at forsvare alle allierede. Ethvert angreb på Nato vil blive mødt med et samlet og kraftfuldt svar.
- Jeg forventer, at uafhængigt af hvem der vinder præsidentvalget, vil USA forblive en stærk og engageret Nato-allieret, siger Stoltenberg ifølge VG.
Donald Trump kæmper netop for at blive Republikanernes kandidat ved det forestående præsidentvalg i USA.
Og alt tegner til, at han bliver partiets kandidat.
/ritzau/