Nathanielsen efter kritisk analyse: - Vi SKAL i gang med reformerne

Naalakkersuisoq for finanser vurderer, at der er fuld politisk opbakning til at gå i gang med reformarbejdet for at få råd til de offentlige udgifter som sundhedsvæsen og pension i fremtiden. Udtalelsen kommer efter en særdeles kritisk analyse fra Danmarks Nationalbank.

Naalakkersuisoq for finanser, Naaja H. Nathanielsen (IA), er mere positiv indstillet end Nationalbanken, men hun anerkender, at der skal laves reformer, og at det haster.

Finanspolitikken her i landet er 'klart uholdbar, vurderer Danmarks Nationalbank i en nyligt udgivet analyse. Det skyldes, at de offentlige finanser kigger direkte ind i et dundrende underskud, på grund den demografisk udvikling med flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder.

Men der er politisk vilje til at håndtere problemet i den kommende tid, lyder det fra naalakkersuisoq for finanser Naaja H. Nathanielsen (IA).

- Det er en fair kritik, men det er også sandt, at der arbejdes meget målrettet på at bekæmpe dette på meget mere end en enkelt front, skriver Naaja H. Nathanielsen i en skriftlig kommentar til kritikken.

Ifølge Nathanielsen har partierne i forbindelse med finanslovsforhandlingerne dedikeret sig til vigtigheden af en holdbar økonomisk politik:

Mere positiv end Nationalbanken

- Idet finansloven for 2023 er udarbejdet på baggrund af de nye regler for budgetloven og implementering af en budgetstilling. Det vil sige et loft på udgiftsudviklingen i det offentlige.

- Rent politisk mener jeg, der er fuld opbakning til det arbejde, vi skal igennem, og som der er givet håndslag på skal rykke frem nu, skriver Naaja H. Nathanielsen og konkluderer:

- Så på baggrund af det er jeg mere positivt indstillet end Nationalbanken. Omend jeg fuldt ud anerkender, at vi SKAL i gang med reformerne.

Nathanielsen fremhæver i den forbindelse, at Naalakkersuisut arbejder med at få opdyrke alternativer til den altdominerede fiskeribranche, og på den vis følger økonomernes anbefalinger. Her nævner hun investeringer i lufthavne til gavn for turisme samt udbygning af vandkraftværker til at fremme den grønne omstilling.

Skal der indføres en boligskat

Nationalbanken peger i sin analyse på, at der i dag er stor beskatning af arbejdsindkomster, afgifter på importerede varer og ressourcerenteafgiften på fisk og skaldyr, mens boliger går fri.

Nathanielsen siger, at det må afhænge af politiske forhandlinger, om der indføres skat på boliger, og at der er flere hensyn at tage:

- Så længe at ventelisterne til offentlige boliger nogle steder er meget lange, er det vigtigt at gøre det attraktivt, at befolkningen boligforsyner sig selv, når de kan. Og det skal være attraktivt. Plus at det ikke er alle boligejere der er formuende.

Et andet område Nationalbanken stiller skarpt på er afgifter på fossile brændsler, som banken kalder på faldende lave. Til det siger Naaja H. Nathanielsen:

- Naalakkersuisut har ingen planer om at hæve brændstofafgifter og slet ikke uden analyser af konsekvenserne for borgere og erhvervsliv.

Powered by Labrador CMS