Narsarsuaq eller Qaqortoq – både og

Finn Karlsen indtager særstandpunkt i Siumut-gruppen

De fleste partier er lunkne i deres holdning til Narsarsuaqs fremtid. (Foto: Leiff Josefsen).

Spørgsmålet om en lufthavn i Narsarsuaq eller Qaqortoq kalder til demonstrationer med modsat fortegn i de sydgrønlandske byer, og i landstingssalen har Siumuts Finn Karlsen meddelt sin partigruppe, at han indtager et særstandpunkt i det kontroversielle spørgsmål.

Siumuts trafikpolitiske ordfører Kim Kielsen mener, at der har været nok snak og udarbejdet tilstrækkelig mange rapporter til at træffe en velbegrundet afgørelse om at flytte lufthavnen fra Narsarsuaq til Qaqortoq, men Finn Karlsen er med sit store lokalkendskab ikke så skråsikker.

– Sydgrønlands udvikling lægger mig meget på sinde, og derfor er det altafgørende, at vi træffer den rigtige beslutning om lufthavnens placering, siger Finn Karlsen til sermitsiaq.gl

Finn Karlsen er ikke så sikker på, at regulariteten i en lufthavn i Placering 3 ved Qaqortoq er tilstrækkelig god til at retfærdiggøre en lukning af Narsarsuaq. Regularitetsanalyserne af lufthavnen i 261 meters højde gælder helikoptere, men ikke Dash-7 maskiner. Lufthavnen skal forbindes med Qaqortoq med en 15 kilometer lang vej, og hyppige aflysninger på grund af dårligt vejr betyder store taxaregninger til passagerne. For fly fra Midtgrønland og Island vil landingsbanen i Qaqortoq være særlig sårbar uden Narsarsuaq som alternativ lufthavn og med en nedgradering af lufthavnen i Paamiut.

Nej til lukning

– Det var en klog beslutning at udskyde Transportkommissionens betænkning fra sent torsdag eftermiddag til en friholdt mandag, sagde Inatsisartuts formand Josef Motzfeldt efter 4 timer og et kvarters debat i landstingssalen.

Inuit Ataqatigiits Aqqaluaq B. Egede efterlyser flere analyser af de samfundsøkonomiske konsekvenser af kommissionens anbefalinger: – En lukning af atlantlufthavnen i Narsarsuaq rejser en lang række spørgsmål omkring landets økonomi, omkring arbejdspladser og omkring kommunens økonomi. Det er en store beslutning med svære konsekvenser for mange i samfundet, og derfor kræver Inuit Ataqatigiit, at alle oplysninger omkring en luftning af Narsarsuaq med sine 149 indbyggere bliver vendt og drejet før en endelig beslutning. Der vil kun være brug for 15 medarbejdere ved en regional bane i Qaqortoq, og jeg ved, hvor svært og omkostningskrævende det er blot at skabe 10 nye arbejdspladser i Sydgrønland.

Siumuts Kim Kielsen finder de økonomiske fordele ved at flytte beflyvningen i Sydgrønland fra Narsarsuaq til Qaqortoq så tydelige, at der ikke er behov for yderligere undersøgelser: – De fleste rejsende til og fra Sydgrønland skal til Qaqortoq, hvor også de fleste erhvervsdrivende i Kommune Kujalleq bor. Tiden er ikke moden til en bane på 1.799 meter; det vil tiden første være, når de store miner åbner. Transportkommissionen vil rydde Narsarsuaq, men Siumut vil aldrig gå med til en tvangsflytning af en bygdebefolkning. Til gengæld tror vi, at de dygtige og veluddannede medarbejdere i Narsarsuaq vil finde arbejde andre steder i kommunen.

Demokraternes Justus Hansen finder det for en åbenlys god idé at placere lufthavnen i Qaqortoq, som er start eller endemål for de fleste passagerer i Sydgrønland, og han erkender, at det samtidig vil betyde en lukning af Narsarsuaq: – Demokraterne vil ikke stå i vejen for investorer, som vil købe lufthavnen og drive den videre med et erhvervsmæssige formål.

Atassuts Knud Kristiansen har med stor interesse læst Narsarsuaq-gruppens kritik af Transportkommissionens anbefalinger om at flytte den sydgrønlandske lufthavn til Qaqortoq: – Atassut har taget gruppens kritik til efterretning, og det er afgørende for os at få vejrforholdene i Qaqortoq grundigt undersøgt. Men det er godt nok svært at træffe en endelig beslutning omkring infrastrukturen i Sydgrønland, og Atassut kan på nuværende tidspunkt ikke anbefale, at lufthavnen i Narsarsuaq bliver lukket.

Kattusseqatigiit Partiiats Knud Fleischer er betænkelig ved at lukke Narsarsuaq med et enkelt pennestrøg, fordi det får så mange konsekvenser, og han efterlyser yderligere analyser af en mulig fremtid for Narsarsuaq side om side med en 1.199 meter bane i Qaqortoq.

Naalakkersuisuts medlem for boliger, infrastruktur og trafik Jens B. Fredriksen, Demokraterne, finder, at en lukning af Narsarsuaq og anlæggelsen af en landingsbane i Qaqortoq har så store samfundsøkonomiske fordele, at projektet bør føres ud i livet.

Powered by Labrador CMS