Narsaq: Undersøgelser i forbindelse med skuddrama afsluttet

Grønlands Politi har afsluttet undersøgelser af gerningsstedet ved heliporten i Narsaq og sikret spor efter skudepisoden onsdag sidste uge. Efterforskningen fortsætter.

Ifølge Sermitsiaq.AG's oplysninger er der fem skudhuller i helikopteren. Alle skudhuller er af politiet dækket til med tape.

Kriminalteknikere fra det danske politi har færdiggjort deres undersøgelser på gerningsstedet i Narsaq efter skudepisoden, der skete sidste uge. Det bekræfter linjechef for efterforskningen, Lars Bjerregaard, til Sermitsiaq.AG.

- Kriminalteknikere blev færdige med at sikre spor fra gerningsstedet i søndags, og det afspærrede område er derfor frigivet igen. Nu fortsætter den videre efterforskning af sagen, siger Lars Bjerregaard.

Sagen kort

Torsdag sidste uge klokken 14.00 blev en 20-årig mand fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre.

Manden blev anholdt af politiet kort efter skudepisoden, der skete i Narsaq by og endte i heliporten, hvor manden skød efter helikopteren og tilfældige personer i området. To personer blev ramt, men de var heldigvis aldrig i livsfare.

Ifølge Sermitsiaq.AG’s oplysninger er der fem skudhuller i helikopteren efter episoden. Grønlands Politi vil stadig ikke udtale sig om sagen, da den køres bag dobbeltlukkede døre.

Powered by Labrador CMS