Gå til hovedindhold

Napaattooq: Stærkt kritisabelt forløb om finansloven

Partii Naleraq efterlyser reelle forhandlinger om finanslovsforslaget

Det ville være en mild underdrivelse at sige, Partii Naleraqs medlem af finansudvalget, Jens Napaattooq undrer sig over hele forløbet omkring næste års finanslov.

- Vi fik at vide, at vi igen ville blive indkaldt til et forhandlingsmøde om finanslove, men vi har ikke fået nogen indkaldelse, siger han til Sermitsiaq.AG.

Jens Napaattooqs undren bliver ikke mindre af, at finansloven burde have været vedtaget senest på fredag. Som vi har fortalt, så skal Inatsisartut dog i morgen hastebehandle et lovforslag, der gør det muligt, at udsætte vedtagelsen i seks dage.

- Vi har kun haft ét møde med Naalakkersuisut om finansloven, og her var der ikke tale om egentlige forhandlinger, men vi blev blot bedt om at fremføre vores ønsker. Jeg efterlyser reelle forhandlinger, så vi kan afprøve om vi kan enes om prioriteringerne.

- Uforsvarligt

Det er ikke blot forhandlingerne - eller manglen på samme - mellem Naalakkersuisut og Partii Naleraq, som han er kritisk overfor. Også når det gælder arbejdet i finansudvalget, mener han, at man ikke har fået de nødvendige oplysninger og er blevet tvunget til at haste tingene igennem.

- Hele forløbet omkring finansloven er stærkt kritisabelt. Jeg har aldrig i min politiske karriere været ude for noget lignende. Det hastværk om landets finanser, som vi nu er tvunget ud i, er efter min mening helt uforsvarligt.

LÆS OGSÅ: Finansloven kan ikke behandles til tiden

På den baggrund er han heller ikke optimistisk med hensyn til, hvorvidt Partii Naleraq kan komme med i en finanslovsaftale.

- Når jeg ser på arbejdet i finansudvalget, kan jeg se, at der er mange punkter, hvor vi ville kunne blive enige med Siumut-gruppen. Men når det gælder Naalakkersuisut er jeg ikke optimistisk. Det er som om Siumut-gruppen er mest enig med os og Demokraatit er mest enig med Naalakkersuisut. Det er en meget ejendommelig situation.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER