Naleraq-kandidater: DK-områder skal moderniseres frem mod selvstændighed

Naleraq satser på Folketinget. Det er vigtigt, at Inuit i Grønland bliver anerkendt som et folkefærd, og ansvarsområder skal moderniseres før overtagelse, mener partiets kandidater.

Ansvarsområder, som Grønland skal overtage fra den danske stat skal moderniseres op til landet bliver selvstændigt. Det vil Naleraq arbejde på i Folketinget. - Kassaaluk Kristensen
Ansvarsområder, som Grønland skal overtage fra den danske stat skal moderniseres op til landet bliver selvstændigt. Det vil Naleraq arbejde på i Folketinget. - Kassaaluk Kristensen

Valgtrommerne til et kommende folketingsvalg er så småt begyndt at lyde i Grønland.

Naleraq er det første parti, der har præsenteret sine to kandidater til folketingsvalget, der kan blive udskrevet i den nærmeste fremtid.

Naleraq har endnu ikke udarbejdet sit valgprogram til folketingsvalget, men de to kandidater, Juno Berthelsen og Kiista Fencker er ikke i tvivl om, at folketingsmedlemmer kan gøre meget fra Christiansborg for at bane vej for selvstændighed i Grønland.

- De ansvarsområder, som den danske stat endnu varetager for Grønland, bør moderniseres, så de passer til vores system før overtagelse. Det danske system, vi benytter, bremser vores udvikling i landet. Vi kan tage et eksempel på fødevareområdet, hvor man ikke har tilpasset lovgivningen eller lavet tiltag, som gør, at fisk kan eksporteres direkte fra Grønland til verdensmarkedet, siger Kiista Fencker til Sermitsiaq.AG.

Selvstændighedsdebat i Folketinget

Ligesom Naleraq i Inatsisartut, mener Juno Berthelsen, at et arbejde for et register for Inuit skal igangsættes. Juno Berthelsen understreger, at der er flere resolutioner og konventioner under FN, som Danmark har tilsluttet sig, der forpligter den danske stat til at hjælpe Grønland mod selvstændighed.

- Der er mange, der ikke kender til disse resolutioner. Jeg vil politisk arbejde for, at den danske stat følger de internationale resolutioner og konventioner, som staten selv har tilgået, og at Danmark lever op til sit ansvar for at hjælpe Grønland til at blive selvstændig, siger Juno Berthelsen.

Kiista Fencker understreger, at det er vigtigt, at grønlandsk selvstændighed også debatteres på Christiansborg, ligesom debatten blusser op i Inatsisartut og i det grønlandske samfund med faste mellemrum.

Grønland kan, hvis befolkningen ønsker det, blive et selvstændigt land. Det står der allerede i Selvstyreloven der trådte i kraft i 2009.

Finansiering er allerede på plads

Diskussionen om selvstændighed er igennem tiden blevet drejet over på, hvordan det skal finansieres. Og der har Naleraq allerede et bud på, hvad der er muligt. Danmark er forpligtet til i henhold til FN-resolutioner, at assistere Grønland i processen mod selvstændighed.

Ifølge kandidaterne er der en mulighed indbygget i selvstyreloven der gør, at Grønland kan indgå i Free Association med Danmark, og dermed forhandle sig frem til at blive et selvstændigt land, hvor Danmark hjælper økonomisk, da staten har været en kolonimagt i sin tid. I en Free Association-ordning er der mulighed for bloktilskud, og den danske stat har et ansvar i forhold til sine internationale forpligtelser til at hjælpe i Grønlands proces mod selvstændighed, mener Naleraq.

- Alle andre kendte Free Association-aftaler i verden har bloktilskud indbygget. Free Association forudsætter også, at man samarbejder på flere områder, og derfor ville det også give mening for Danmark at kunne yde økonomisk bidrag, men alt det er op til forhandling, siger Juno Berthelsen.

Powered by Labrador CMS