Nakuusa ansætter ny projektleder

Med ansættelsen af ny projektleder er der indført en ny struktur for samarbejdet mellem Unicef Danmark og Selvstyret

- Jeg glæder mig til at fortsætte s store arbejde og ikke mindst til at forberede dette års børnetopmøde, siger Mia Skifte Lynge Nakuusa

Mia Skifte Lynge er ansat som ny Nakuusa-projektleder.

Det skriver Unicef Danmark i en pressemeddelelse.

- Vi er rigtig glade for Mia Skifte Lynge som ny projektleder. Mia har med sine erfaringer fra Arctic Winter Games og som tidligere leder af Ungdomskulturhuset i Tasiilaq en rigtig god forståelse for børn og unges forhold i hele landet. Den nye struktur, hvor NAKUUSAs projektledelse er i tættere kontakt med UNICEFs faglige bagland i forhold til viden om børns rettigheder, både nationalt og internationalt, vil styrke NAKUUSAs børneinddragelsesindsats, siger programchef for Unicef Danmark i Grønland, Sara Olsvig.

Ny struktur

Med ansættelsen af Mia Skifte Lynge er der indført en ny struktur for samarbejdet mellem Unicef Danmark og Selvstyret, oplyses det.

Projektlederen sidder nemlig nu på UNICEF Danmarks kontor i Grønland og har i dagligdagen tæt kontakt med andre fagfolk i UNICEF Danmark, som arbejder med uddannelse inden for børns rettigheder, fremhæves det.

Mia Skifte Lynge har en bachelorgrad i Eskimologi fra Københavns Universitet og har en række projektledelses- og ledelsesuddannelser i bagagen.

- Jeg glæder mig til at fortsætte Nakuusas store arbejde og ikke mindst til at forberede dette års børnetopmøde, som vi allerede er i gang med, siger den nye projektleder blandt andet i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS