Naalakkersuisut: Millionbeløb afsat til kamp mod overgreb

Danmark har afsat 80 millioner kroner over fire år, der skal bruges til kampen mod seksuelle overgreb på børn. Naalakkersuisut oplyser nu, at man har afsat op mod 7,5 millioner kroner årligt til samme formål.

Grønland er klar til at medfinansiere hjælpepakken fra Danmark, hvor naalakkersuisut er klar til at komme med op til 7,5 millioner kroner årligt til konkrete tiltag i forbindelse med en styrket indsats på det sociale område i Tasiilaq og resten af Grønland.

Det meddeler naalakkersuisoq for sociale anliggender, Martha Abelsen.

- Jeg er meget glad for, at vi med dette finanslovsforslag viser at vi tager ansvar for indsatsen og at vi selvfølgelig også har en forpligtigelse til at bidrage. Jeg håber derfor selvsagt også meget, at Inatsisartut i dag vedtager finansloven for 2020, så vi hurtigst muligt kan komme i gang med det vigtige arbejde for at hjælpe børnene. ” udtaler Naalakkersuisoq Martha Abelsen.

Folketinget har i dag vedtaget, at Danmark afsætter i alt 80 millioner kroner til indsatser for børn i Grønland. Pengene er blevet afsat som led i socialforhandlingerne i folketinget. Allerede i oktober meldte den danske socialminister, Astrid Krag (Soc) ud, at man ønskede at finde 80 millioner kroner fordelt over fire år til den ekstraordinære hjælp til grønlandske børn.

Klarlægning

En arbejdsgruppe klarlægger på tidspunkt, hvad det er, som politikerne skal rette op på for at hjælpe udsatte børn.

  • Forhold af betydning for barnet
  • Forhold af betydning for krænkeren
  • Den brede forebyggende indsats

Arbejdsgruppen skal komme med den første afrapportering i december. Den færdige rapport og dertilhørende anbefalinger til det videre arbejde skal afleveres til den danske regering og Naalakkersuisut i den første halvdel af 2020.

Powered by Labrador CMS