Naalakkersuisut: Ingen planer om behandling til barnløse

Naalakkersuisut kommer ikke til at genindføre særlige tilbud om fertilitetsbehandling som blev afskaffet i 2019. Det fremgår af et paragraf 37 svar.

Diskussion om hvorvidt man vil hjælpe de barnløse med særlige behandlingsmuligheder i landet har kørt siden 2019, da man stoppede tilbuddet på grund af ressource- og hjemmelmæssige årsager.

Fra 2014 til 2018 har der været mellem fem og otte afsluttede behandlinger med IVF eller ICSI-behandling pr år.

Hvis behandlingstilbud med rejse og ophold skulle betales af Sundhedsvæsnet vil det koste godt seks millioner kroner til i alt 40 behandlinger, årligt. Naalakkersuisut gøre også opmærksom på hensyn til Det Grønlandske Patienthjem.

- I denne forbindelse er det vigtigt at fremhæve, at der foretages politiske prioriteringer med udgangspunkt i Sundhedsvæsenets økonomiske ramme. Hvilket betyder, at Sundhedsvæsenet i dag ikke kan udbyde alle behandlingstilbud til alle officielt betegnede sygdomme, begrunder Naalakkersuisut blandt andet i deres svar til paragraf 37 spørgsmålet.

Ingen undersøgelse

Det er Inatsisartut-medlem Jess Svane som bragte spørgsmål om hjælp til barnløse i landet på bane under en debat i Inatsisartut-salen, november 2021.

Derudover så har Siumuts Karl-Kristian Kruse også fremsendt et lovforslag, der skulle tilbagebringe den tidligere ordning, hvor Selvstyret betalte IVF-behandling.

Tilbuddet blev stoppet under daværende Naalakkersuisoq for sundhed, Martha Abelsen (S), på grund af pres på Sundhedsvæsnets økonomi. Efter beslutningen var truffet i Inatsisartut, så har har der været pres fra flere partifæller, som ønskede at støtte barnløse par igen.

Demokraatits Inatsisartut-medlem Anna Wangenheim har efterfølgende sendt spørgsmål i forhold til Naalakkersuisuts planer om en undersøgelse i forhold til barnløse.

I hendes seneste paragraf spørgsmål, har hun fået et svar om, at Naalakkersuisut ikke har planer om at lave en undersøgelse om behovet for hjælp og hvor mange par, der reelt har brug for behandling.

En undersøgelse vil ikke give viden, der ændrer forudsætning for at udvide Sundhedsvæsnets behandlingstilbud til IVF- og ICSI-behandling, fremgår det af svaret.

- Der vurderes ikke, at en undersøgelse af området vil have konsekvenser, udover de ressourcer det vil kræve at udarbejde en undersøgelse, der indeholder en manuel gennemgang af patientjournaler vedrørende tidligere behandlingsforløb, svarer Mimi Karlsen (IA), som i øjeblikket har ansvaret sundhedsområdet hos Naalakkersuisut.

Powered by Labrador CMS