Naalakkersuisut: Fodergarantien skal hæves

Der er udsigt til, at fåreholderiet får en økonomisk håndsrækning - og det haster, mener Mariane Paviasen (IA).

Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø fortsætter dialogen med SPS om situationen.
Offentliggjort

Landbruget er udfordret.

Corona og krigen i Ukraine har skudt priserne i vejret på gødning og foder - og det kan mærkes i landbruget. Derfor har Naalakkersuisut sendt en indstilling til finans- og skatteudvalget i Inatsisartut om at hæve fodergarantien fra 3,5 til 5 millioner kroner for 2022.

Beslutningen kommer efter, at Mariane Paviasen fra Inuit Ataqatigiit 9. juni henvendte sig med et paragraf 37-spørgsmål med udgangspunkt i fåreholderiet.

Prisstigninger

Priserne på foder til får er - ifølge Mariane Paviasen - steget med op til 50 procent, mens priserne på gødning til markerne er steget med over 100 procent. Og det sætter erhvervet under pres, da fåreholderne blandt andet kan få svært ved at sikre sig nok foder til vinteren.

Politikeren mener, at der er akut behov for en hjælpepakke til fåreholderiet, hvis det fortsat skal kunne betale sig at være fåreholder.

Den er der nu udsigt til.

Økonomisk håndsrækning

I et skriftligt svar begrunder Kalistat Lund (IA), naalakkersuisoq for landbrug, elvforsyning, energi og miljø, hvorfor Naalakkersuisut har valgt at sende en indstilling om at hæve fodergarantien.

Han oplyser, at Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø løbende har været i dialog med SPS (fåreholdernes sammenslutning Savaatillit Inuusuttut Peqatigiit, red.) omkring behovet for yderligere garantistillelse til fodergaranti.

Det er på den baggrund, at indstillingen er blevet sendt til Finans- og Skatteudvalget.

Han oplyser ligeledes at Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø vil følge udviklingen og fortsætte dialogen med erhvervet om situationen.

Powered by Labrador CMS