Naalakkersuisut på vej med nyt corona-beredskab

Et egentligt kriseberedskab er øjensynligt på vej til at blive etableret i Grønland. Det skyldes udsigten til en forværret corona-situation i landet.

Myndighederne med Kim Kielsen i spidsen er øjensynligt i gang med at justere organiseringen i indsatsen mod coronavirus. Til højre ses landslæge Henrik L. Hansen, der er medlem af Epidemikommissionen.

Rigspolitiet i Danmark har siden coronavirussens udbrud foretaget flere tiltag, så man står bedst muligt organiseret under den historiske krise, som coronavirusset har skabt over hele verden.

Krisemanualer har det med skulle justeres, da krisesituationer sjældent skal håndteres ens for at opnå den største og bedste effekt. Dette gælder også, hvordan myndighederne indretter sig, og hvordan kommandovejene optimeres bedst muligt under den nuværende corona-krise.

Erkendelse

Noget tyder på, at myndighederne har nået en erkendelse af, at Epidemikommissionen ikke alene kan løse håndteringen af coronakrisen, som kun kan eskalere i den forkerte retning, når smitten kommer til landet, hvilket myndighederne er overbevist om vil ske.

Chefpolitiinspektør Svend Foldager oplyste på søndagens pressemøde, at myndighederne hele tiden ser på, hvordan man kan forbedre samarbejdet mellem myndighederne.

- Vi ser naturligvis også på, om det er den rigtige måde, vi er organiseret, oplyste Svend Foldager.

Han kan ikke oplyse, hvornår der eventuelt vil komme et udspil. Og Naalakkersuisoq for Infrastruktur Karl Frederik Danielsen havde uld i mund på spørgsmålet.

- Det er jo ikke mit bord eller ansvar at træffe beslutninger herom, forklarede Svend Foldager efter pressemødet til Sermitsiaq.AG.

Udspil om kort tid

Sermitsiaq.AG erfarer imidlertid, at det måske kun er et spørgsmål om dage, før Naalakersuisut kan afsløre, hvordan myndighederne indretter sig for at klare en eskalerende corona-krise bedst muligt.

Landslæge Henrik L. Hansen indrømmede således på pressemødet, at man eksempelvis dagligt havde fokus på at optimere kommunikationen til borgerne.

- Og vi kan naturligvis gøre det bedre, hvilket vi også arbejder på, sagde Henrik L. Hansen.

Powered by Labrador CMS