fodbold

Naalakkersuisut trækkes ind i landstrænerfyring

Den omstridte fyring af fodboldlandstræner Tekle Ghebrelul ender nu som en sag, som Naalakkersuisut skal forholde sig til.

Fyringen af Tekle Ghebrelul (foto) får nu Demokraternes formand til at rejse nogle spørgsmål over for Naalakkersuisut for Kultur

Det er Demokraternes formand og medlem af Inatsisartut Randi Vestergaard Evaldsen, der har bedt Naalakkersuisut for Kultur om at besvare en række spørgsmål.

Et af spørgsmålene lyder:

I henhold til den officielle begrundelse for fyringen er der tilsyneladende tale om, at landstræneren er blevet fyret med baggrund i rygter, sladder og ikke mindst i at landstræneren har brugt sin ytringsfrihed til at tale med medierne. Mener Naalakkersuisut, at dette er en ordentlig begrundelse for en fyring?

Som begrundelse for paragraf 37-spørgsmålene skriver Demokraternes formand:

- Sagen er på besynderlig vis endt med, at ofret for racisme – Tekle Ghebrelul – er blevet fyret som landstræner. Det er på alle måder en skandale. Bestyrelsen for GBU har i en pressemeddelelse forsøgt at komme med en anden grund til fyringen, hvilket dog ikke ændrer på, at fyringen både nationalt og ikke mindst internationalt fremstår som racistisk begrundet.

Randi Vestergaard Evaldsen er stærkt bekymret over fyringen, som hun mener kan få store konsekvenser, og hun forstår ikke, at naalakkersuisut har valgt at være ”tavse i sagen”, når den ”trækker store og grimme spor både nationalt og internationalt”.

Powered by Labrador CMS