Nuuk Imeq

Naalakkersuisut tager lukningstrussel til efterretning

Truslen om at lukke Nuuk Imeq ryster tydeligvis ikke Naalakkersuisut. Grønlands Erhverv mener, at Selvstyret har et ansvar for at lukningen er blevet aktuel.

Nuuk Imeq pantsystem
Returflasker i Nuuk Imeq
Offentliggjort

Selvstyret arbejder på et nyt pantsystem for flasker til øl og sodavand.

Men det er ikke på plads endnu, og det har fået bestyrelsen i Nuuk Imeq til at indstille til generalforsamlinge at lukke virksomheden ved udgangen af 2018.

Taget til efterretning
Men Selvstyret tager den udmelding roligt.

- Naalakkersuisut tager Nuuk Imeqs meddelelse til efterretning, hedder det i en pressemeddelelse fra departementet for natur og miljø.

Det må være op til virksomeheden selv at beslutte, hvad de vil og hvad de ikke vil.

LÆS: Nuuk Imeq indstillet til lukning

- Som selvstændigt aktieselskab er det alene op til Nuuk Imeq A/S at tage stilling til, hvorvidt man vil foretage investeringer i maskinel, og hvorvidt man vil fortsætte sin virksomhed.

GE: Selvstyret er for langsomt
Grønlands Erhverv (GE) mener derimod, at det er Selvstyret, der har et ansvar for, at bestyrelsen i Nuuk Imeq nu truer med at lukke virksomheden.

Organisationen mener, at Selvstyret har smølet med at udarbejde en emballagebekendtgørelse.

LÆS: Presset Nuuk Imeq glæder sig over uændret ølsalg

- I mange år har skiftende naalakkersuisut varslet opdatering af emballagebekendtgørelsen fra 2002. Alligevel har de grønlandske producenter af øl og læskedrikke endnu ikke fået nogen afklaring om de fremtidige emballageregler, skriver GEs direktør Brian Buus Pedersen i en pressemedelelse.

Vil undersøge først
Naalakkersuisut gør det klart, at nye regler for returemballage ikke er lige på trapperne. Først skal sagen undersøges.

- På baggrund af undersøgelsen vil Naalakkersuisut tage stilling til, hvorvidt det eksisterende returpantsystem skal bevares, tilpasses eller der skal indføres et helt nyt system, skriver departementet.

LÆS: Nuuk Imeq frygter konsekvenser

GE mener, der skal sættes turbo på det arbejde.

- Grønlands Erhverv opfordrer naalakkersuisoq for selvstændighed, natur, miljø og landbrug til snarest at indføre en ny og tidssvarende emballagebekendtgørelse, som tilgodeser både producenterne, forbrugerne og miljøet, lyder meldingen fra Brian Buus Pedersen.

Monopol
Det nuværende system betyder, at der i Vestgrønland kun må sælges øl og sodavand på Nuuk Imeqs godkendte flasker. Over 98 procent af flaskerne vender tilbage til Nuuk Imeq.

LÆS: Nuuk Imeq stævner Konkurrencenævnet

Samtidig betyder det dog reelt, at medejerne af Nuuk Imeq, Carlsberg og Royal Unibrew, er de eneste bryggerier udover de to små grønlandske, der kan sælge øl og vand i butikkerne i Vestgrønland.

I Øst- og Nordgrønland er der intet pantsystem.

Kommuneqarfik Sermersooq ejer 36 procent af Nuuk Imeq, Calrsberg og Royal Unibrew hver 32 procent.

Det er de tre aktionærer, der ved generalforsamlingen i marts skal beslutte, hvorvidt de vil følge bestyrelsen indstilling om at lukke Nuuk Imeq eller ej.

Powered by Labrador CMS