Gå til hovedindhold

Naalakkersuisut ønsker handlingsplan for USA-mumier

Grønlandske mumier i USA bør på sigt leveres tilbage til Grønland, men det kan blive dyrt, da mumierne formentlig skal fryses ned under særlige forhold i Danmark, lyder det fra Naalakkersuisut.

Politikeren Doris J. Jensen (S) har med et forslag på efterårssamlingen sat fokus på nogle grønlandske mumier, der i dag befinder sig på Peabody Museum på Harvard University i USA.

Mumierne vurderes at være omkring 500 år gamle og blev fundet i 1929 på Uunartoq i Sydgrønland.

LÆS OGSÅ: Doris forlanger mumier retur fra USA

Doris J. Jensen ønsker, at Naalakkersuisut skal gå i gang med at få mumierne afleveret tilbage til Grønland. Så langt ønsker Naalakkersuisut dog ikke umiddelbart at gå.

Men Naalakkersuisut vil gerne være med til, at der laves en handleplan for tilbageførsel af de grønlandske mumier.

- Betydelige økonomiske konsekvenser

Det oplyser Naalakkersuisut i et nyligt offentliggjort svar på Doris J. Jensens forslag.

Grønlands Nationalmuseum og Arkiv har allerede i 2019 besøgt Peabody Museum i USA, hvor mumierne befinder sig, men Nationalmuseet har endnu ikke bedt om at få mumierne udleveret, oplyser Naalakkersuisut:

LÆS OGSÅ: Museum har besigtiget mumier i USA

- Dette skyldes primært, at der er nogle faglige bekymringer i forhold til opbevaringen af mumierne og gravgaverne, og at der vil være betydelige økonomiske og administrative konsekvenser forbundet med transport og opbevaring af mumierne, skriver Naalakkersuisut i svaret på Doris J. Jensens forslag.

Skal fryses ned i Danmark

En handleplan skal klarlægge mere præcist, hvad det vil koste at få mumierne udleveret og hvordan de skal opbevares efterfølgende:

- På nuværende tidspunkt opbevares størstedelen af humane rester fra Grønland på Panum Instituttet, kurateret ved Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet.

- En hjemtagelse af mumierne fra Peabody museum vil betyde, at de også vil skulle opbevares i dertil særskilt indrettede fryserum i Danmark, da der ikke er de nødvendige faciliteter i Grønland, skriver Naalakkersuisut.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER