kritik

Naalakkersuisut fyrer Henrik Leth i utide

Bestyrelsesformanden for Grønlands Statistik mener, at det er principielt forkert at Naalakkersuisut har fyret Henrik Leth fra bestyrelsen.

Offentliggjort

Erhvervsmanden Henrik Leth er blevet fyret med omgående virkning fra Grønlands Statistiks bestyrelse.

Det bekræfter bestyrelsesformand Vøgg Løwe Nielsen, som hverken har fået en forklaring på eller har været inddraget i Naalakkersuisuts beslutning om at fjerne Henrik Leth, der som uddannet økonom med speciale i statistik har siddet i bestyrelsen i årevis.

Henrik Leth er udpeget til at sidde i bestyrelsen frem til juni 2019, og stod altså ikke til at blive udskiftet foreløbigt.

- Jeg mener helt principielt at det er forkert når man er beskikket for en periode, specielt når det har med et statistikbureau at gøre, at skulle stoppe med mindre det er noget man selv ønsker, siger Vøgg Løwe Nielsen.

Når bestyrelsesformanden lægger vægt på, at politiske fyringer af bestyrelsesmedlemmer er et problem i et statistikbureau, skyldes det, at bureauet skal være neutralt og uafhængigt.

- Vi må have diskuteret om vores lov er klar nok til at hindre sådan noget. Jeg vil umiddelbart mene at loven burde forhindre, at man kan afsætte nogen i utide uden særdeles gode begrundelser. Og hvis den nuværende lov ikke kan forhindre det, må vi kigge på det og foreslå nogle lovændringer, siger Vøgg Løwe Nielsen.

I Departementet for Finanser og skatter afviser departementschef Nikolai Sten Christensen at uddybe fyringen, og henviser til sin naalakkersuisoq, IA's Aqqaluaq B. Egede, som dog aldrig vendte tilbage til AG med en kommentar.

Sermitsiaq.AG arbejder på at få en kommentar fra Aqqaluaq B. Egede (IA)

Læs mere om sagen i AG, som du kan købe her:

Powered by Labrador CMS