Naalakkersuisut vil ære udvalgte kunstnere med 250.000 kroner i ti år
Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke ønsker at indføre hædersydelser til fire skabende kunstnere, der har ydet til samfundet.
Det er vigtigt for Naalakkersuisut at støtte kunstnere. Sådan lyder det i et forslag om ændring af Inatsisartutlov om kunstnerisk virksomhed med henblik på at indføre hædersydelser til skabende kunstnere, samt hjemmel til præmiering af kunstnere.
Peter P. Olsen, Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, er manden bag forslaget, der lægger op til, at fire udvalgte kunstnere hver især får tildelt hædersydelsen.
Ydelsens størrelse er i forslaget fastsat til 250.000 kroner per år for en 10-årige periode.
- Jeg håber selvfølgelig, at forslaget bliver vedtaget af Inatsisartut, siger Naalakkersuisoq.
Kriterier for udvælgelsen
Peter P. Olsen forklarer, at når først forslaget er blevet vedtaget, så skal der laves en bekendtgørelse. Den skal Naalakkersuisut sammen med for eksempel Inatsisartut, herunder Udvalg for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke, Kunstfonden og den kunstneriske sammenslutning EPI blive enige om, forklarer han.
- Det er først og fremmest vigtigt at høre de berørte organer, hvordan de mener, at det hele skal køres - altså hvem der skal tildele ydelserne og på hvilke kriterier, de skal tildeles.
Til spørgsmålet om, hvordan man vil sikre, at den enkelte kunstner, som får tildelt pengebeløbet hvert år i ti år, bliver ved med at levere, forklarer Peter P. Olsen, at det slet ikke handler om at levere.
- Det handler om at kigge tilbage på, hvad de forskellige kunstnere allerede har ydet til samfundet. Jeg mener, at det grønlandske samfund bør give noget tilbage til kunstnerne.
Ikke alle kan få
Skulle man ikke hellere tildele penge til kunstnere, der har brug for dem?
- Vi har lige oprettet kunstfonden. Kunstnere har allerede nu mulighed for at søge om støtte til deres fremtidige arbejde. Men der har været en efterspørgsel fra kunstnerne om, at der bliver oprettet en hædersydelse, siger Peter P. Olsen:
- Hvis vi havde penge nok, så kunne jeg tænke mig, at alle kunstnere fik tildelt en hædersydelse, men det kan vi jo ikke.