Naalakkersuisoq: Sådan er pengene brugt
De 80 millioner kroner fra Danmark til indsatsen for udsatte børn bliver brugt til det, der er besluttet af en samlet styregruppe. Naalakkersuisoq for Børn og Familier mener ikke, kritikken, om at pengene ikke er gået direkte til de mest udsatte børn, er berettiget.
Naalakkersuisoq for børn, unge og familier, Paneeraq Olsen (N) er uforstående overfor kritikken fra Martha Lund Olsen, om at pengene fra Danmark til udsatte børn, er brugt forkert.
Hun oplyser, at pengene bruges til de initiativer, der blev besluttet af en styregruppe, da pengene blev afsat.
Direktør for børn og familie i Kommuneqarfik Sermersooq, Martha Lund Olsen, kritiserer blandt andet indsatsen for, at pengene primært er gået til at opbygge socialstyrelsen og til at booste Paarisa og Inuuneritta, i stedet for at komme børnene tilgode.
15 projektmedarbejdere ansat
Naalakkersuisoq for børn, unge og familier, Paneeraq Olsen oplyser i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG, at der er blevet ansat 15 medarbejdere i Socialstyrelsen som led i indsatsen.
Det drejer sig blandt andet om børnepsykologer til behandling af udsatte børn og unge, som er ofre for seksuelle overgreb, psykologer til behandling af voksne personer med seksuel krænkende adfærd mod børn. Alle de 15 medarbejdere er projektansatte.
Naalakkersuisoq bekræfter, at en del af pengene er gået til Paarisa og Inuuneritta, men hun mener, at det hjælper de udsatte børn.
Tankegangen bag en række af de 16 har været at booste allerede igangsatte indsatser for udsatte børn i Grønland, så man ikke skulle finde på helt nye initiativer, men at der kunne bygges videre på allerede eksisterende indsatser og viden.
Pengene når ikke frem til børnene
Men Martha Lund Olsen havde hellere set, pengene brugt direkte til børnene frem for et område, der ifølge hende bør varetages under et andet departement.
- At sundhedsledelsen på et tidligere tidspunkt har valgt at bruge Paarisas, Inuuneritta og tidlig indsats midler til sygebehandling, kan ikke undre nogen. Så må Naalakkersuisoq for Sundhed kæmpe for at få ekstra midler til området og ikke tage midlerne fra de mest udsatte borgere, siger hun.
I sit skriftlige svar til Sermitsiaq.AG oplyser Paneeraq Olsen, at pengene på nuværende tidspunkt er anvendt konkret til blandt andet at etablere et værested for børn i hver af landets kommuner, styrkelse af børnerejseholdet, at udvikle nyt MANU-materiale til forældreforberedende kurser, etablere et ledernetværk for alle ledere fra alle landets familiecentre, udvikle et nyt fælles sagsbehandlingssystem til børnesager til alle landets kommuner, udvikle og etablere et behandlingscenter til voksne personer med seksuel krænkende adfærd mod børn, samt ekstra sagsbehandlere og familiebehandlere til kommunerne til sidemandsoplæring og behandling, oplyser naalakkersuisoq.
Der måles på indsatserne
Derudover anvendes pengene også til måling af implementeringen af tiltagene og til måling af udsatte børn og unges trivsel. Denne del varetages i primært af den dansk Socialstyrelse.
Martha Lund Olsen kritiserer også naalakkersuisut for manglende inddragelse af dem der arbejder med børnene til hverdag.
- Der var på ingen måder lagt op til drøftelser mellem socialforvaltningerne, døgninstitutionerne og de efterhånden meget erfarne behandlere fra rejseholdende, der behandlede børn og voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb, siger Martha Lund Olsen til Sermitsiaq.AG.
Der er holdt mange møder
Men også her er Paneeraq Olsen uenig.
- Der har været bred inddragelse af grønlandske departementer og styrelser, danske ministerier og styrelser, grønlandske kommunerne, grønlandske NGO’er og civilsamfundsorganisationer, fastholder hun.
Sermitsiaq.AG har fået dokumentation på, at styregruppen har afholdt møder med blandt andre politi, skoler, kommuner, sundhedsvæsen,foreninger, familiecentre, daginstitutioner med flere.
Martha Lund Olsen har deltaget på flere møder og fastholder, at det ikke var de rette der blev hørt.
- Møderne var ledet af sundhedsmedarbejdere og danske repræsentanter. De folk der arbejder med de mest udsatte børn fik aldrig muligheden for at diskutere behovene for indsatser, slutter hun.