Naaja Nathanielsen: Ingen afgifter i sigte men fem reformer på vej
Der er ingen udsigt til nye afgifter, der kan ramme borgene direkte. Til gengæld arbejder Naalakkersuisut på flere reformer, der skal fremtidssikre samfundet mod dødens gab. Det er beskeden i forbindelse med næste års finanslovsforslag.
Naalakkersuisoq for finanser, Naaja Nathanielsen, har tirsdag præsenteret et forslag til finanslov for 2024.
Det er tidligere set, at nye afgifter er blevet til under forhandlinger for at fylde de sidste huller i finansloven. Men det er der ikke udsigt til i denne omgang, understreger naalakkersuisoq:
- Naalakkersuisut er sådan set enige om, at afgifter ikke skal laves for at dække huller i finansloven. Afgifter skal have et fastlagt formål. Forslag om afgifter skal være til fordi, det er den rigtige måde at få pengene ind på. Derfor har vi heller ingen aktuelle planer om at indføre nye afgifter, siger naalakkersuisoq for finanser, Naaja Nathanielsen til Sermitsiaq.AG.
Hun påpeger, at hun vil fremlægge et forslag om havneafgifter, hvor formålet er, at Grønland får mulighed for at regulere krydstogtsturismen mere end det er tilfældet i dag.
Reformarbejdet skal sikre økonomi
Under præsentationen af forslag til Finanslov for 2024 oplyser Naaja Nathanielsen, at Naalakkersuisut arbejder med en holdbarheds- og vækstplan 2, der indeholder reformarbejde, som skal sikre Grønlands stabile økonomi. Planen forventes at blive præsenteret i efteråret. Allerede nu kan naalakkersuisoq fortælle, hvad formålet er med planen:
- Den skal danne ramme for det reformarbejde, der er i gang for at sikre, at vi laver nogle konkrete tiltag, der faktisk skaber god forandring. Det er vigtigt, at arbejdet går på tværs af departementerne, da et departement ikke kan stå alene med det store arbejde, siger hun under præsentationen.
Planen skal være med til at reducere udgiftsniveauet markant og øge offentlige indtægter, lyder det.
- Det handler også om, at sætte handling bag ordene om, at vi gerne vil have en mindre offentlig sektor. Hvis man mener, at man gerne vil have mindre offentlig sektor, så skal den offentlige sektor også bruge mindre penge, så der kan ske en udvikling et andet sted, siger Naaja Nathanielsen.
Fem reformarbejde i gang
Hun forklarer, at Naalakkersuisut barsler med i alt fem reformer og forlig, der alle forventes at blive færdige til efterårssamlingen.
Disse er:
- Boligreform
- Skattereform
- Sundhedsforlig
- Fiskeriforlig
- Uddannelsesreform
- Ingen i naalakkersuisut eller i partierne skal være i tvivl om, at der er meget arbejde i gang og at vi kommer til at sidde rigtig meget i mange forhandlinger for at gøre aftalerne færdige. Vi skal finde hinanden, og lave de ændringer, der er helt nødvendige, hvis vi skal blive ved med at beholde den økonomiske balance vi taler om, siger hun.
Hun understreger, at forslag til finanslov kan se meget anderledes ud til november, når den endelige aftale underskrives. Dette skyldes, at forhandlinger om reformer endnu er i gang, og kan være med til at ændre slutresultatet, mens partiernes ønsker også skal høres ved forhandlinger om selve finansloven.