Naaja om lufthavne - Befolkningen skal have afklaring

Med alle tilgængelige oplysninger om lufthavnsprojekterne fremme i lyset, vil Naalakkersuisut forsøge at lande en bred aftale om det videre forløb med projektet, og de øgede omkostninger der er udsigt til på alle tre lufthavne.

I en redegørelse fremlagt for Inatsisartuts udvalg fredag middag har Naalakkersuisut samlet alle tilgængelige informationer om lufthavnsprojekterne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq.

Desuden er der lavet et overblik over de samfundsmæssige konsekvenser, som lufthavnspakken medfører, og et kort oprids af konsekvenser, hvis man bremser nogle af projekterne på nuværende tidspunkt.

Med redegørelsen lægger Naalakkersuisut op til en dialog i Inatsisartut om, hvordan det videre forløb skal se ud.

Der skal tages stilling nu

Naalakkersuisoq for Infrastruktur, Naaja Nathanielsen (IA), understreger, at beslutningerne ikke skal skubbes længere end højest nødvendigt.

- Min indstilling vil være, vi bliver enige snarest, for vi skal ikke holde folk hen mere, siger Naaja Nathanielsen til Sermitsiaq.AG forud for mødet fredag.

Det er fortsat uklarhed om lufthavnen i Qaqortoq, Kangerlussuaq og Narsarsuaq og om den samlede økonomi for projektet.

De mange millioner

I redegørelsen er de ekstra 900 millioner, som KAIR skal ud og finde finansiering til belyst.

Ekstraomkostningerne i Nuuk og Ilulissat dækker blandt andet over skærpede miljøkrav, og krav fra trafikstyrelsen, ændret budget for anlægsarbejdet og fejlbudgettering af terminalbygningerne, mens de 143,5 millioner til drift i opstartsperioden har været kendt længe, men de har ikke været taget med i de oprindelige beregninger.

KAIR oplyser, at projekterne i Nuuk og Ilulissat fortsat er rentable på trods af det øgede kapitalbehov. Derfor forventes det også, at det vil være muligt at låne de 900 millioner kroner på det kommercielle marked i så fald, at der ikke kan laves aftale om et genudlån via Nationalbanken og den danske stat.

Nye beregninger skal laves

Naalakkersuisut har igangsat nye beregninger, fordi det beregningsgrundlag, der ligger til grund for den vedtagende lufthavnspakke, ikke er retvisende.

I den udregning, der foreligger er ekstraudgifterne til anlæg og drift ikke taget med, og muligheden for at dække underskuddet i Mittarfeqarfiit med udbytte fra KAIR International er reduceret.

Det fremgår af redegørelsen, at konsekvenserne af at annullere hele eller dele af lufthavnspakken ikke er klarlagt. Dog oplyses det, at allerede afholdte udgifter vil gå tabt, og at der kan forventes udgifter i forbindelse med at opsige indgåede kontrakter.

Desuden vil der vil være behov for investeringer på omkring 800 millioner kroner i Kangerlussuaq, hvis den skal fortsætte som atlantlufthavn og at renovering af lufthavnen i Narsarsuaq og udvikling af infrastruktur i Sydgrønland vil løbe op i omegnen af 186 millioner kroner, hvis man dropper lufthavnen i Qaqortoq.

- Det står helt klart, at der ikke findes nogle nemme eller billige løsninger på vores opgave med at udvikle infrastrukturen her i landet, slår Naaja Nathanielsen fast.

Powered by Labrador CMS