Múte præsenterer nye corona-regler
Landsdækkende restriktioner forlænges men begrænses til områder med smittespredning, mens krav om test for personer, der ikke er vaccineret, skærpes. Det bliver den enkeltes ansvar at kontakte sine nærkontakter ved smitte.
Fra onsdag gælder restriktioner om coronapas og mundbind, og loft over antal personer, der må opholde sig i visse offentlige lokaler, kun for byer og bygder, hvor der indenfor de seneste 14 dage har været smitte fra ukendt smittekilder.
Det er restriktioner, som blev indført for hele landet den 10. december.
Samtidigt med at restriktionerne begrænses til områder med smitte, forlænges de frem til 5. april.
De omfattede byer og bygder vil blive offentliggjort på corona.nun.gl.
Myndighederne oplyser at flere områder og situationer er undtaget de enkelte restriktioner, og at det kan læses i selve bekendtgørelsen som kan findes HER, når den er offentliggjort.
Kontakt til nærkontakter overgår til den smittede
Formanden for Selvstyret Múte B. Egede fortæller, at der grundet de mange smittede og pres på medarbejderne der arbejder med smitteopsporing indføres nye procedure.
- Hvis man er smittet, får man fremover en sms i stedet for et opkald. Det er nyt tiltag for at man hurtigst muligt kan tage handling, hvis man er smittet. Det er meget vigtigt, at man derefter isolerer sig. Man skal også selv tage kontakt til sine nærkontakter, og fortælle man er smittet hurtigst muligt.
Det er ikke muligt for myndighederne at følge med i smitteopsporing og kontakte alle nærkontakter med det antal smittede, der er i øjeblikket, lyder forklaringen.
Formanden understreger, at det er vigtigt, man bliver testet, hvis man er nærkontakt.
Der arbejdes på at gøre flere hjemmetest tilgængelige, som kan bruges for at undgå for meget kø ved testcentrene som er presset i øjeblikket.
Hjemmetest bliver ikke gyldige i coronapasset, men kan sørge for at man går til testcentret, hvis man får et positivt resultat med hjemmetesten. En hjemmetest koster 55 kroner hos Matas i Nuuk.
Undtagelser fra test bortfalder
Der har tidligere været muligt at blive undtaget for kravet om coronapas, hvis ikke det har været muligt at blive testet i de pågældende områder. Den undtagelse bortfalder.
Alle over 12 år skal fremvise coronapas, i lokaler hvortil offentligheden har adgang. Det inkluderer barer, restauranter, kulturhuse, m.m. Se hele listen i bekendtgørelsen.
- Reglerne gælder også, hvis du i din by eller bygd ikke har mulighed for at blive testet. I disse tilfælde er det kun dem, der kan dokumentere, at de er vaccinerede eller for nyligt har overstået et forløb med coronasmitte, der har adgang til offentligt tilgængelige lokaler, oplyser myndighederne.
Som noget nyt, så er kravet ikke længere gældende for medarbejdere de pågældende steder.
Kravet om coronapas gælder ikke i skoler, sundhedsvæsnet mfl. Se hele listen over undtagende steder i bekendtgørelsen.
Maksimalbelægning og mundbind
En del af restriktionerne i byer eller bygder med smittespredning fra ukendte smittekilder er en maksimalbelægning på 50 procent af det antal personer som brandmyndighederne har godkendt et offentligt tilgængeligt lokale til.
Hvis et lokale ikke har en begrænsning fastsat af brandmyndighederne, må der maksimalt opholde sig 1 person pr. 4 m2.
I offentlig transport og lokaler hvor offentligheden har adgang, skal alle over 12 år bruge mundbind eller visir.
Det er personer med råderet over lokaler, der skal kontrollere mundbind og coronapas.
Rejser internt i landet
Færdigvaccinerede personer, tidligere smittede personer (inden for 12 uger) og personer under 2 år kan frit rejse inden for landets grænser uden forudgående test mens ikke-vaccinerede personer på to år eller derover skal testes forud for afrejse uanset om de rejser fra en by/bygd med eller uden aktiv smitte.
Hvis ikke det er muligt at blive testet, der hvor man rejser fra, skal man gå i 14 dages karantæne ved ankomst til sin slutdestination, eller til det kan dokumenteres, at man ikke er smittet ved hjælp af en test.
Hvis det ikke er muligt at blive testet i byen/bygden man ankommer til, skal man være i karantæne i 14 dage uden symptomer.
Kravet gælder ikke, hvis man alene mellemlander i Grønland for at rejse videre ud af landet.
Kravet om mundbind eller visir under rejsen fastholdes med undtagelser for de personer der er nævn i bekendtgørelsen.