Múte kritiserer Løkke for manglende respekt

Flere problemsager viser, at forholdet mellem Danmark og Grønland er kørt skævt, mener formanden for Naalakkersuisut.

Forholdet mellem Danmark og Grønland er kørt skævt. Og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er et af problemerne, mener formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede.
Offentliggjort

Forholdet mellem Grønland og Danmark gik fra at være overvejende godt til at være overvejende dårligt, da den nye regering trådte til sidste år.

Det siger formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), til Politiken.

Han kritiserer især udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), som han beskylder for at stille sig i vejen for et godt samarbejde.

Múte B. Egede nævner blandt andet udnævnelsen af den nuværende ambassadør i Sydafrika, Tobias Elling Rehfeld, til ny arktisk ambassadør.

Udnævnelse ses som provokation

Lars Løkke Rasmussen har tidligere sagt, at Udenrigsministeriet ikke udnævner ambassadører efter etnicitet. Múte B. Egede fastholder dog, at udnævnelsen er en provokation over for Grønland.

- Fremgangsmåden viser, hvordan Udenrigsministeriet ser på os og ikke inddrager os, selv om vi er det arktiske land i kongeriget. Billedet taler sit eget sprog, siger han med henvisning til, at der er en forståelse med Danmark om, at intet om Færøerne og Grønland skal besluttes uden om Færøerne og Grønland.

Derudover mener Múte B. Egede, at folketingsmedlemmet Aki-Matilda Høegh-Dams (S) tale på grønlandsk i Folketinget tidligere i maj afstedkom en diskussion, som bevidner, at forholdet mellem Danmark og Grønland "ikke er på toppen lige nu".

Spiral-sag forsinket

Naalakkersuisut-formanden kritiserer også, at den danske regering endnu ikke har igangsat en udredning om de tusindvis af grønlandske kvinder, der på dansk initiativ fik sat en spiral op uden deres samtykke.

Múte B. Egede føler sig overbevist om, at processen ville have gået hurtigere, hvis det havde drejet sig om danske forhold.

Han advarer om, at det kan få konsekvenser for Danmarks sikkerhedspolitiske ønske om at fokusere på Arktis, hvis særligt Lars Løkke Rasmussen ikke viser mere respekt.

Til Politiken siger Lars Løkke Rasmussen, at han er oprigtig ked af kritikken, og at han glæder sig til at møde Múte igen og også få afklaret nogle misforståelser.

Powered by Labrador CMS