Múte til grønlandske borgere: Forlad Ukraine

Naalakkersuisut-formanden håber, at Ukraine-krisen kan løses diplomatisk men opfordrer grønlandske borgere eller andre med tilknytning til Grønland til at forlade landet.

- følger nøje den alvorlige situation, udtaler Múte B. Egede. Naalakkersuisut

Den anspændte konflikt mellem Rusland og Ukraine udvikler sig hurtigt i disse dage, hvor Ruslands præsident Vladimir Putin mandag valgte at anerkende to oprørsrepublikker i det østlige Ukraine som uafhængige.

Og formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede, er bekymret for udviklingen:

- Naalakkersuisut følger nøje den alvorlige situation og er klar til, at tage de skridt, der bliver nødvendige. Naalakkersuisut har også en klar holdning til, at konflikten ikke breder sig til Arktis, da man vil have lavspænding i området, udtaler Múte B. Egede i en pressemeddelelse.

Han uddyber ikke, hvad der menes med nødvendige skridt, men siger videre at det er hans største håb, at konflikten i Ukraine kan og vil løses diplomatisk:

- Men da situationen i landet er ustabil og sikkerhedsrisikoen er anspændt, opfordrer jeg alle grønlandske borgere eller borgere med tilknytning til Grønland til at forlade landet så hurtigt som muligt, siger Múte Bourup Egede.

Naalakkersuisut gør opmærksom på, at det danske udenrigsministerium har hævet sikkerhedsniveauet i rejsevejledningen for Ukraine til rød, som er det højeste sikkerhedsniveau.

- Derfor anbefales det, at alle udenlands rejsende følger nøje med i Udenrigsministeriets rejsevejledninger på ministeriets hjemmeside, skriver Naalakkersuisut.

Powered by Labrador CMS