Gå til hovedindhold

Múte gentager Kielsen-krav til de selvstyreejede selskaber

De selvstyreejede virksomheder skal bidrage med at løse boligmanglen i Grønland, fastslår formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede, der således tager handsken op efter Kim Kielsen, der i 2020 satte emnet på dagsordenen.

I en indledende tale til Royal Arctic Lines generalforsamling mandag betonede formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede hvilke krav og ønsker det nye Naalakkersuisut stiller til alle de selvstyreejede selskaber.

- Der er stadig et større behov for boliger flere steder i Grønland, og jeg mener, at de selvstyreejede aktieselskaber kan bidrage i denne sammenhæng, da jeg ved, at nogle af jer allerede er begyndt at tænke og planlægge i disse baner, sagde Múte B. Egede og føjede til:

Går i dialog 

- Jeg skal derfor i dialog med selskabernes ledelse om, hvordan selskaberne fremadrettet kan gå sammen og opføre nye boliger, som kan hjælpe den store efterspørgsel. Jeg vil bede ledelserne gøre deres tanker om, hvordan at deres selskab kan indgå i et sådant samarbejde, eller hvordan de på en anden måde kan bidrage til samfundets udfordringer, så at vi inden for den nærmeste fremtid kan igangsætte dette tiltag.

Tilbage i februar 2020 var bolig-emnet et punkt, som daværende formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen fremførte over for selskaberne under et bestyrelsesseminar i Ilulissat. Men kort tid efter rasede coronapandemien og det politiske fokus flyttede sig.

Læs artikel:

Kim Kielsen: Selskaberne har tre måneder til boligløsning

Múte B. Egedes tale var ikke alene rettet mod Royal Arctic Line-generalforsamlingen, men var henvendt til ledelserne i alle de selvstyreejede selskaber. En form for statement over, hvad det nye Naalakkersuisut forventer af dem.

Socialt ansvar

Det store omdrejningspunkt i talen var, hvordan selskaberne kan bidrage til samfundet. Ikke alene i kolde kontanter til Landskassen, men også i form af økonomiske bidrag eller ressourcer til:

  • Indsatser indenfor børn, unge og familier. Det være sig via økonomiske tiltag eller CSR indsatser.
  • En større indsats overfor kultur, kunst og idrætten. Bl.a. med bidrag til både Kunstfonden, idrætslivet fx GIF og Elitesport Greenland. Eller via CSR indsatser.

Múte B. Egede understregede, at ”vi alle skal tænke helhedsorienteret og ikke i et silotænkende arbejde”.

Herboende arbejdskraft

Den lokale forankring lå også formanden på sinde, der understregede vigtigheden af, at selskaberne prioriterede at rekruttere herboende arbejdskraft. Han stillede spørgsmålet, om det ikke var muligt at gøre det lidt bedre.

- Det mener Naalakkersuisut, og derfor kræver vi, at I gør en større indsats for, at herboende arbejdskraft bruges også til de ledende stillinger. Og at I, hvis I på grund af omstændighederne er tvunget til besparelser eller afskedigelser, ikke rammer de herboende som det første, sagde Múte B. Egede, der understregede, at han ville føre en ”aktiv ejerpolitik med respekt for armslængdeprincippet”.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER