råstoffer

Múte Bourup Egede på zig zag-kurs

Før Múte Bourup Egede blev naalakkersuisoq mente han, at det gik for langsomt med at få gang i mineprojekterne. Nu er tonen en anden

Múte B. Egede, IA ungdom
Múte Bourup Egede fotograferet ved en tidligere lejlighed

Inuit Ataqatigiits nye naalakkersuisoq for råstoffer, Múte Bourup Egede, er blevet noget mildere i mælet, efter at han har skiftet stolen i oppositionen ud med en plads i hjertet af Selvstyrets centraladministration.

Tidligere lød budskabet, at Selvstyret var for langsom til at godkende mineprojekter. Men nu er udtalelserne meget mere diplomatiske.

Læs: Tanbreez får afslag på mineansøgning

'Glimrende arbejde'
- Hvordan vil du prioritere indsatsen på råstofområdet?

- Jeg vil optimere det glimrende arbejde, som allerede er sket i Råstofdepartementet. Jeg vil vurdere om, der kan ske forbedringer i sagsbehandlingen.

Rimeligt hurtigt
Du har tidligere kritiseret, at sagsbehandlingen er for langsom?

- Ja men der er også sager, som er behandlet rimelig hurtigt. For eksempel rubinminen. Jeg mener også, at Hudsonprojektet i Kangerlussuaq er blevet behandlet rimeligt hurtigt, og det forløber også meget godt med Ironbark.

Læs: Arbejdsgiverne undrer sig over afslaget til Tanbreez

Ikke svare direkte
- Hvorfor går det så langsomt med Tanbreez? Er det fordi, der er nogen, som har noget imod Greg Barnes?

- Ikke så vidt jeg ved. Jeg forventer, at alle bliver behandlet på en lige og professionel måde, men jeg kan ikke svare direkte på spørgsmålet.

I dialog allerede
- Vil du følge opfordringen fra borgmester Jørgen Wæver Johansen, som anbefaler, at I sætter jer sammen med Tanbreez og finder ud af, hvad det er for problemer i deres ansøgning, som bremser projektet?

- Jeg vil blandt andet holde møde med Kommune Kujalleq om projektet og se, hvad vi kan gøre for at få behandlet den sag. Umiddelbart ved jeg, at der er en dialog i gang mellem Tanbreez og myndighederne, hvor vi prøver at klarlægge, hvilke mangler, der er i den afviste afsøgning. Det er vigtigt, at alle overholder lovgivningen på området.

- Generelt er jeg dog nødt til at få tid til at sætte mig ordentlig ind i alle sagerne, for at melde en endelig fremadrettet proces ud.

Læs: Den nye koalition udskyder uran-beslutning

Læs hele det omfattende interview med det nye landsstyremedlem i Sermitsiaq, hvor Múte Bourup Egede også forholder sig til spørgsmålet om uranmine-projektet i Kvanefjeldet

Powered by Labrador CMS