Muté B. Egede: Grønland er en vigtig brik i Arktis

Når USA’s præsident viser klar interesse i at købe Grønland er det fordi, Grønland er vigtig i strategisk politisk plan. Der ligger alvorlige diplomatiske samtaler for Grønland og Danmark forude, mener IA’s formand, Muté B. Egede.

Múte B. Egede, IA ungdom
Offentliggjort

IA’s formand, og medlem af Inatsisartuts udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg, Muté B. Egede mener, at det er en alvorlig situation, når USA’s præsident Donald Trump aflyser besøget til Danmark på baggrund af afvisning om køb af Grønland.

- Det er alvorligt, at USA's præsident aflyser besøget til Danmark efter statsministeren afviste at sælge Grønland til ham. Når det så er sagt, så er det et klart bevis på, at Grønland er en meget vigtig brik på det arktiske strategisk-politisk plan. Derfor bør Grønland have mere at skulle have sagt i forsvars- og udenrigspolitik, siger IA’s formand, Muté B. Egede til Sermitsiaq.AG.

Stor interesse

Muté B. Egede påpeger, at Grønland sammen med Danmark og USA har en aftale, Igaliku-aftalen, der sikrer et ligeværdigt samarbejde med gensidig respekt landene imellem. Aftalen indebærer blandt andet samarbejde indenfor handelen, forskning og uddannelse, og bør fastholdes.

Muté B. Egede mener, at samarbejdet fortsat bør udvikles, når Grønland er så vigtig.

- Der pågår alvorlige klimaforandringer i Arktis. Derfor bør samarbejdet mellem de tre internationale lande styrkes, så vi kan bekæmpe klimaforandringerne og udvikle forskningen og uddannelserne, siger han.

Han påpeger, at interessen for Arktis og Grønland først er lige startet, og at landet og befolkningen bør forberede sig på de kommende konsekvenser.

- For eksempel er der en ny rute gennem nordvestpassagen. Vi bør forberede os på konsekvenserne ved, at ruten i fremtiden kan påvirke vores vigtigste erhverv, fiskeri. Men der vil også få udvirkninger, der vil gavne landet i form af mere udvikling. Hvis vi ikke er forberedte, så bliver vi overhalet af udviklingen, siger han.

Diplomatiske samtaler forude

USA’s præsident Donald Trump meddelte i går på et tweet at han udskyder den planlagte tur til Danmark den 2. og 3. september. Han gjorde opmærksom på, at grunden til udskydelsen skyldes den kontante melding fra statsminister Mette Frederiksen om, at Grønland ikke er til salg.

Muté B. Egede er dog ikke bekymret for præsidentens udmelding, om end han kalder det for en ”forringelse af det gode samarbejde med gensidig respekt” landene imellem og kalder udmeldingen udiplomatisk.

Han understreger dog, at de arktiske lande som Rusland har optrappet deres militære tilstedeværelse i Arktis. Og at det bør tages alvorligt af Grønlands og Danmarks politikere.

- Der ligger alvorlige diplomatiske samtaler forude indenfor rigsfællesskabet. Bare fordi præsidenten kommer med sådan en udmelding, vil interessen for Grønland ikke falde, langt fra. Grønland bør i fremtiden være mere med i forsvars- og udenrigspolitiske anliggender, det er kun naturligt, når landet er strategisk velplaceret, lyder det fra IA’s formand.

Han påpeger endnu engang, at Grønland, og landets ressourcer selvfølgelig ikke er til salg, og at udmeldingen fra USA's præsident selvfølgelig er uacceptabel.

Powered by Labrador CMS