Múte B. Egede: Air Greenland skal være førstevalg for kunder

To nye atlantlufthavne vil gavne samfundet, men vil også øge presset på Air Greenland i forhold til komnkurrence. Air Greenlands bæredygtige flyvning skal være førstevalg for lokale kunder, mener Múte B. Egede.

- Vi sætter store krav til Air Greenland om forberedelser til de to nye atlantlufthavne kommer i drift. Vi har tiltro til, de gør det godt, siger formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede.

Formanden for Naalakkersuisut var blandt de inviterede gæster til Air Greenlands seneste indkøb, Tuukkaqs jomfrurejse til Grønland.

Forud for den første rejse sagde Múte B. Egede (IA) blandt andet i sin tale at Air Greenlands seneste investering af en A330neo giver Grønland flere muligheder indenfor luftfart.

Som andsvarlig for de selvstyreejede virksomheder er, Múte B. Egede klar i sine ambitioner, når det kommer til flyselskabets fremtid med øget konkurrence.

- Vores mål skal være, at vi leverer den bedste kvalitet i luftfarten. Grønlands flyselskab skal også være førende på rejser fra og til Grønland. Derfor har vi en stor opgave foran os, men også store håb med den nye investering, siger formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede.

Flere indrejsende – større kage

Administrerende direktør i Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen anerkender til Sermitsiaq.AG, at den øgede konkurrence, der forventes at komme efter Nuuks og Ilulissats nye atlantlufthavne åbner, kommer til at være hård:

- Det er selvfølgelig indenfor luftfart, at konkurrencen bliver benhård. Det er noget, vi skal forberede os på, og det gør vi. Men i bund og grund er konkurrence sundt, så længe det foregår på lige vilkår, siger Jacob Nitter Sørensen til Sermitsiaq.AG.

Han påpegede, at Air Greenland på nuværende tidspunkt fokuserer på at øge efterspørgslen til indrejse i efterår, vinter og forårsmånederne. Og at næste skridt kan være et eventuelt køb af endnu en atlantflyver, hvis efterspørgslen året rundt stiger nok.

Når flere flyselskaber viser interesse for rejser til Grønland, vil det gavne samfundet, og ikke kun luftfartselskaberne, påpegede han:

- Men hvis de kan tiltrække flere passagerer, så bliver hele kagen større. Det vil sige, der kommer flere mennesker i byerne, flere mennesker i restauranterne. Flere mennesker på hotellerne. Så vokser det hele, og det kommer os alle sammen til gode, siger Jacob Nitter Sørensen.

Stort krav fra ejerne

Kommende lufthavne stiller store krav til det grønlandske flyselskab.

Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, forklarer, at selvstyret har klare krav til Air Greenland når det kommer til service af befolkningen og til de kommende lufthavne.

- På vegne af ejerne, så har vi et klart krav til at flyselskabet skal være så opdateret som muligt, og gøre sig klar til fremtiden. Forberede sig til den kommende øget konkurrence, og have et stabilt grundlag i forberedelserne til flere rejsende i fremtiden, siger Múte B. Egede.

Han understreger, at det 100 procent selvstyreejede Air Greenland holder Naalakkersuisut opdateret med planer og strategier, og at han er tryg ved flyselskabets arbejde.

- Øget konkurrence vil gavne og styrke selskabet, og vil være gavnlig for samfundet, siger han.

Powered by Labrador CMS