Múte B. Egede modtager hæder i Washington

Wilson Center i Washington DC, har tildelt formanden for naalakkersuisut en pris for lederskab, som han rejser til USA for at modtage onsdag.

Múte B. Egede får overrakt prisen ved en gallamiddag i Washington DC onsdag.

Múte B. Egede er inviteret til Washington onsdag for at modtage en prestigefuld pris for sit lederskab og for at arbejde på at forbedre verden.

Tidligere modtagere tæller blandt andre Henry Kissinger, Hillary Clinton, Colin Powell og Condoleezza Rize.

Prisen bruges til at anerkende ledere indenfor erhverv, forskning, kunst og politik som arbejder vedholdende for at forbedre livskvaliteten rundt omkring i verden, lyder det fra WIlson Center.

Miljømæssig retfærdighed og det grønlandske folk

I begrundelsen for at tildele Múte B. Egede prisen for ledelse gennem alliancer (The leadership through alliances award) skriver Wilson Center blandt andet:

- Din ledelse i Grønland med fokus på miljømæssig retfærdighed og det grønlandske folk, symboliserer prisens etos(troværdighed).

- I din artikel Wilson Quarterly beskrives, hvordan Grønlands alliancer over hele kloden kan hjælpe til at udvikle Grønland økonomisk, politisk og socialt. Den vision og vores samarbejde omkring projektet Greenland Dialogues viser, hvordan Grønland kan være leder i det nye Arktis.

Modtager prisen onsdag aften

Prisen uddeles af Wilson Center ved en gallamiddag onsdag kort før midnat grønlandsk tid.

Wilson Center blev grundlagt med en bevilling fra den amerikanske kongres i 1968, som det officielle mindesmærke for præsident Woodrow Wilson.

- Det er en ikke-partipolitiske tænketank der behandler globale spørgsmål gennem uafhængig forskning og åben dialog for at informere handlingsrettede ideer til det politiske samfund, oplyser de på deres hjemmeside.

Wilson Center er internationalt anerkendt og blev i 2019 kåret som den bedste tænketank for regionale studier i verden på 2019 Global Go To Think Tank Index Report, hvor den også rangerer over verdens bedste tænketanke på andre områder.

Powered by Labrador CMS