Múte B. Egede håber at udredning vil læge nogle af tidens sår

Múte B. Egede er glad for at Grønland og Danmark har indgået aftale om, at lave en udredning af hvordan, forholdet mellem de to lande har været siden Anden Verdenskrig. Fremtidige generationer her i landet skal ikke lide under flere hemmeligheder, siger han.

Med denne her udredning erkender vi fortiden og de ting som stadig påvirker befolkningen og vores liv i dag, siger Múte B. Egede.

Grønland og Danmark har underskrevet en aftale om, at der skal laves en historisk udredning om de væsentligste politiske beslutninger, begivenheder og øvrige forhold mellem Danmark og Grønland i perioden efter anden verdenskrig frem til i dag.

For formanden for naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), er aftalen et vigtigt skridt til at bygge et solidt fundament for den grønlandske befolkning i generationer frem.

- Det her betyder, at vi kommer til at belyse de uacceptable ting, der er foregået og at det hele kommer frem en gang for alle i stedet for at blive fejet ind under gulvtæppet, siger formanden for naalakkersuisut til Sermitsiaq.AG efter Rigsmødet er overstået i Thorshavn på Færøerne torsdag.

Det er især sager og forløb, der fandt sted i perioden under moderniseringen af Grønland i tiden efter Anden Verdenskrig og frem til nutiden eller til at Grønland har overtaget ansvaret på de pågældende sagsområder, der skal kulegraves.

Adskillige grimme sager er dukket op

Flere sager har fyldt en del de senere år lige fra eksperimentbørnene og juridisk faderløse til senest spiralkampagnen, som DR afdækkede i en podcast, der belyste, hvordan flere tusinde unge piger og kvinder har fået opsat spiral med og uden samtykke i en såkaldt familieplanlægningsstrategi for Grønland.

De ting og alt det andet, der er foregået som et led i afkoloniseringen og tiden efter, skal altså undersøges grundigt nu.

- Det betyder at vi erkender fortiden og de ting som stadig påvirker befolkningen og vores liv i dag. Vi skal bearbejde det og komme videre, siger Múte B. Egede.

Nu hvor Danmark og Grønland er enige om at tingene skal frem i lyset, er der en mulighed for at fortidens sår måske langsom kan heles, håber formanden.

- Vores efterkommere skal ikke leve med de her ting som vi gør, og vi skal som samfund blive stærkere, så vi ikke påvirkes i samme grad i fremtiden, slutter han.

Múte B. Egede bliver på Færøerne hvor han har officielle arrangementer til på søndag.

Powered by Labrador CMS